Thomas Bjørn mister førstepladsen i Dubai

Bjørn er nede på niendepladsen og skal hente tre slag ind på Lee Westwood, hvis han skal vinde turneringen

Den danske golfstjerne Thomas Bjørn er efter lørdagens runde dumpet ned på en delt niendeplads ved Dubai Desert Classics i De Forenede Arabiske Emirater.

Bjørn gik banen rundt et over par, og det var ikke godt nok til at bevare den førsteplads, han havde sat sig på efter at have klaret de første to runder i henholdsvis seks og syv slag under par.

Længe så det ellers fornemt ud for den rutinerede dansker, men bogies på hul 15, 16 og 18 sendte Bjørn væk fra pladsen øverst i klassementet.

Efter den mindre gode lørdag er Bjørn tre slag efter den førende englænder Lee Westwood, der kom igennem banen fem under par.

Skotten Stephen Gallagher, spanieren Rafael Cabrera-Bello og tyske Marcel Siem deler andenpladsen et slag efter Westwood.

McIlroy ned på femtepladsen
Thomas Bjørn startede ellers dagen på førstepladsen, som han delte med nordireren Rory McIlroy, men ingen af de to formåede altså at forsvare deres topplacering.

McIlroy klarede banen i par og overnatter på en delt femteplads.

Mens Thomas Bjørn stadig er med i kampen om sejren helt til slut, og Søren Kjeldsen efter stabilt spil ligger på en delt 15.-plads, skal man kigge længere ned af resultatlisten for at finde de øvrige danske deltagere.

Søren Hansen er nummer 59, mens unge Thorbjørn Olesen med samlet et slag under par er nede som nummer 69 inden sidste runde, som spilles søndag.

0 kommentarer
Vis kommentarer