Thomas Bjørn leverer flot comeback

Thomas Bjørn klarer overraskende cuttet til søndagens finalerunde ved Qatar Masters efter en runde i 65 slag

Bjørnen er kommet stærkt igen efter en svag første runde. (Foto: AP)
Bjørnen er kommet stærkt igen efter en svag første runde. (Foto: AP)

Hans første runde var elendig, men anden runde var til gengæld rigtig flot.

Derfor lykkedes det lørdag højest overraskende for den danske golfspiller Thomas Bjørn at spille sig videre til finalerunden ved Qatar Masters, en turnering han vandt sidste år.

Læs også:

Se også: Hård vind forkorter golfturnering i Qatar

Thomas Bjørn gik anden runde i flotte 65 slag, syv slag under banens par.

Dermed rettede han op på torsdagens miserable første runde, hvor han brugte hele 79 slag, og han er nu samlet i par.

- Jeg er tidligere kommet tilbage efter en dårlig runde, men man skal spille godt for at det sker, siger Thomas Bjørn ifølge teetime.dk.

Rammer bolden godt
- Tidligere har jeg også spillet godt, når det er sket, men jeg skal arbejde på at blive bedre i mine første runder, da jeg nogle gange er for langt tilbage i turneringerne, siger danskeren.

- Overordnet spiller jeg godt, og jeg rammer bolden godt, så jeg skal bare være mere stabil.

- Ikke at det her er et udtryk for ustabilitet, men jeg skal være bedre forberedt på første tee torsdag morgen. Lige nu er jeg meget glad for det, jeg har gjort i dag, siger Thomas Bjørn.

Qatar Masters er blevet forkortet fra de sædvanlige 72 huller til kun 54 huller, fordi fredagens runde blev delvist spoleret af strid blæst.

Alle klarer cuttet
Lørdag middag dansk tid er mange spillere endnu på banen, og fem spillere deler føringen i seks slag under par.

Søren Kjeldsen og Søren Hansen er bedste danskere i to slag under par, men de er endnu ikke færdige med lørdagens runde.

Alle fem danskere ser ud til at klare cuttet til finalerunden, eftersom både Anders Hansen og Thorbjørn Olesen efter anden runde er placeret i et slag under par.

0 kommentarer
Vis kommentarer