Alle skamroser suveræn McIlroy

Den nykårede US Open-vinder får stående applaus hele vejen rundt efter sin overbevisende sejr i Maryland

Rory McIlroy med beviset på sin sejr på Bethesda-banen i Maryland. (Foto: AP)
Rory McIlroy med beviset på sin sejr på Bethesda-banen i Maryland. (Foto: AP)

Det var en form for suverænitet, man aldrig tidligere havde set i US Open.

Rory McIlroy brændte banen af i Maryland denne weekend, inden han sent søndag aften kunne lade sig kåre som tidernes mest suveræne vinder af Major-turneringen.

Nordireren vandt med hele otte slag ned til nummer to, og det er noget, der imponerer sportens store navne.

- Den dreng får en stor karriere. Det kan der ikke herske tvivl om. Han har alle redskaberne, lød det rosende fra én af de allerstørste, Jack Nicklaus.

Den amerikanske legende var som McIlroy 22 år, da han vandt sin første af i alt 18 Majors.

Også verdensranglistens nummer ét, engelske Luke Donald, der skuffende sluttede fem slag over par, tog kasketten af i respekt.

'Den bedste, jeg nogensinde har set'
- Som jeg har sagt før, så er han sandsynligvis den mest talentfulde spiller, jeg nogensinde har set i denne sport. Det er så dejligt at se ham spille, sådan en glidende bevægelse i hans slag. Og så er det langt, hyldede briten.

Det er bare to måneder siden, McIlroy havde chancen ved US Masters for at vinde sin første Major. Men hér smed han en føring på fire slag væk i ren nervøsitet på sidstedagen. Den slags pjat var lagt på hylden i weekenden. McIlroy gik ind til søndagens afgørende runde med et forspring på otte slag, og det blev aldrig mindre. Dermed er han den bare tredje spiller, der går alle fire runder i US Open under 70 slag.

- Man kan se, at Rory har gået med det her store talent længe. Og det er så lækkert at se, når han folder det ud, lød rosen fra Phil Mickelson. Den rutinerede amerikaner sluttede syv over par efter en sidstedag i 71 slag.

McIlroys landsmand og gode ven fra Nordirland, Graeme McDowell, der vandt turneringen sidste år, kunne også finde de pæne ord frem.

- Intet af det, den knægt finder frem, overrasker mig. Han er den bedste spiller, jeg nogensinde har set.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere