Kjeldsen og Huldahl byttede igen

Jeppe Huldahl faldt langt tilbage i China Open, mens Søren Kjeldsen rykkede op på sjettepladsen før finalerunden

Jeppe Huldahl måtte indkassere tre bogeyer og en enkelt dobbelt-bogey på dagens runde i Shanghai. Og så rakte tre birdier kun til en runde i to slag over par. (Arkivfoto: Getty Images)
Jeppe Huldahl måtte indkassere tre bogeyer og en enkelt dobbelt-bogey på dagens runde i Shanghai. Og så rakte tre birdier kun til en runde i to slag over par. (Arkivfoto: Getty Images)

Efter første runde af China Open i Shanghai var det Søren Kjeldsen, der var med fremme. Efter anden runde var det Jeppe Huldahl, der var med fremme.

Og på tredjedagen byttede de to danske golf-proffer så igen, da Jeppe Huldahl faldt tilbage fra andenpladsen til en plads som nummer 31 efter en runde i to slag over par, mens Søren Kjeldsen efter en runde i seks slag under par spillede sig op på sjettepladsen.

Kjeldsen er samlet 14 slag under par og ligger dermed fire slag efter den førende belgier Nicolas Colsaerts.

Koreanske Chang-won Han er på andenpladsen, et slag efter Colsaerts, mens irske Peter Lawrie og franske Gregory Havret deler tredjepladsen, to slag efter Colsaerts. På femtepladsen ligger Jamie Donaldson fra Wales, yderligere et slag efter.

Feltets tredje dansker, Søren Hansen, ligger på den delt 38. plads efter en runde i et slag under par.

Fjerde og sidste runde afvikles søndag.