Suveræne Westwood Europas bedste

Englænderen sluttede sæsonen med overlegen sejr i Dubai og vinder dermed Europa Tourens Order of Merit

Lee Westwood spillede fremragende hele turneringen igennem og blev en overlegen vinder med fem slag ned til forfølgeren Ross MacGowan. (Foto: Getty Images)
Lee Westwood spillede fremragende hele turneringen igennem og blev en overlegen vinder med fem slag ned til forfølgeren Ross MacGowan. (Foto: Getty Images)

Ross MacGowan kiggede hovedrystende og imponeret på Lee Westwood på 18. og sidste hul på sidstedagen af Europa Tour-finalen i Dubai.

Westwood var hele igennem aldeles overlegen i sæsonfinalen og sluttede endda med en sidste runde i 64 slag og dermed ny banerekord.

- Som jeg spillede i dag - under så stort et pres og de omstændigheder - er det omtrent det bedste, jeg overhovedet kan spille. Det er uden diskussion det største øjeblik i min golfkarriere, siger Westwood.

Han sluttede i samlet 23 slag under par - fem slag foran MacGowan - og sejren og den efterfølgende præmiecheck var nok til at overtage førstepladsen på Europa Tourens Order of Merit/Race to Dubai med en samlet indtjening på mere end 4,2 mio. euro, ca. 31,5 mio. kr.

Kjeldsen er bedste dansker
Rory McIlroy må nøjes med den samlede andenplads, næsten fem mio. kr. efter Westwood, der også sluttede øverst på ranglisten i 2000, men siden har været gennem flere sæsoner med sløje resultater.

- Hver gang jeg kiggede op på scoretavlen, lavede Lee birdier. Han spillede utroligt, og fair nok, han er i en anden klasse og fortjener at være nummer et, siger McIlroy.

Anders Hansen, Søren Kjeldsen og Søren Hansen gik alle den sidste runde af Tourfinalen i par og slutter som henholdsvis nummer 27, 30 og 54.

På ranglisten slutter Søren Kjeldsen som bedste dansker på en 13. plads, mens Søren Hansen og Anders Hansen også ligger pænt til som nummer 22 og 24.

Jeppe Huldahl bliver fjerdebedste dansker som nummer 64, mens Thomas Bjørn efter en skuffende sæson rangerer som nummer 91 og femtebedste dansker. Mads Vibe-Hastrup slutter som nummer 167 på Europa Tour-ranglisten.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere