Kjeldsen har overrasket sig selv

Søren Kjeldsen er forsvarende mester, når Europas størster stjerner denne uge slås om millioner af kroner i Dubai

Golfspilleren Søren Kjeldsen er overrasket over, hvad han har præsteret siden karrierens foreløbige største sejr for lidt over et år siden, hvor danskeren sejrede ved European Tours store sæsonafslutning Volvo Masters på Valderrama-banen.

- Et fantastisk år har det været. Jeg lavede et stort spring ved at vinde Volvo Masters. Lige pludselig var jeg blandt de 50 bedste i verden, og det var stort, fordi jeg i lang tid lå som nummer 80-90. Jeg var efter sejren lidt usikker på, om jeg skulle bruge lidt tid til at finde mig til rette blandt de bedste, men i dag er jeg nummer 33 i verden, så det er gået den rigtige vej, konstaterer Kjeldsen.

I denne uge er han en slags 'forsvarende mester', når der spilles sæsonafslutning i Dubai World Championship, hvor kun de bedste 60 fra årets europæiske pengeliste - Race to Dubai - er med.

- Det har jeg faktisk ikke tænkt på. Jeg spillede en god turnering for et år siden, det er fint, og så er den ikke så meget længere, siger Kjeldsen, som det seneste år har vundet yderligere en turnering samt opnået et topresultat ved en majorturnering med sin delte sjetteplads ved US PGA Championship.

Amerikanske stjerner med
Den samlede pengesum i Dubai er på hele 7,5 millioner dollar, svarende til 37,5 millioner kroner, og af dem får vinderen 6,2 millioner kroner.

Med introduktionen af Race to Dubai i år som erstatning for Order of Merit håbede European Tour at kunne tiltrække flere af stjernerne fra den amerikanske PGA Tour over til Europa. Og selvom stjernen over dem alle, Tiger Woods, ikke er med i Dubai, så er missionen lykkedes, mener Kjeldsen.

- Det er svært at lokke de spillere over til os, fordi de spiller om en masse penge i USA, hvor de også spiller i deres egen baghave uge efter uge. En del af dem har dog valgt at spille med hos os mere end normalt, og det er fedt, siger Kjeldsen og peger på amerikanerne Anthony Kim og Ben Curtis samt Colombias Camilo Villegas som nogle af de PGA Tour-stjerner, som også spiller med i Dubai.

Foruden Kjeldsen er også Anders og Søren Hansen med i turneringen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere