Topplacering til Søren Kjeldsen

Den danske golfspiller leverede sæsonens bedste resultat, da han sluttede på en delt andenplads i China Open

Søren Kjeldsen kan se frem til et stort spring op ad Europa Tour-ranglisten, hvor han pt. ligger nummer 96. (Arkivfoto: AP)
Søren Kjeldsen kan se frem til et stort spring op ad Europa Tour-ranglisten, hvor han pt. ligger nummer 96. (Arkivfoto: AP)

Søren Kjeldsen leverede sæsonens bedste resultat, da han sluttede på en delt andenplads i China Open.

Den 35-årige dansker gik ind til finalerunden på en sjetteplads og spillede en glimrende sidste runde i seks slag under par.

Men det var ikke nok til at indhente belgiske Nicolas Colsaerts, der spillede en lige så god finalerunde og vandt sikkert med et forspring på fire slag til Kjeldsen, Pablo Martin fra Spanien, Peter Lawrie fra Irland og Danny Lee fra New Zealand. Colsaerts sluttede i samlet 24 slag under par.

Søren Hansen og Jeppe Huldahl sluttede begge på en delt 31. plads efter finalerunder i henholdsvis 69 og 70 slag. Begge slutter i samlet 12 slag under par.

Europa Touren fortsætter i næste uge i Korea med turneringen Ballantine's Championship, hvor Søren Kjeldsen, Søren Hansen, Jeppe Huldahl og Thorbjørn Olesen er tilmeldt.