Kjeldsen i front inden sidste runde

Søren Kjeldsen er snublende tæt på sejren i golfturneringen Volvo Masters. Efter tredje runde har han et forspring til nærmeste konkurrent på tre slag

Søren Kjeldsen fører komfortabelt inden sidste runde på Valderrama. (Foto: AP)
Søren Kjeldsen fører komfortabelt inden sidste runde på Valderrama. (Foto: AP)

Da golfturneringen Volvo Masters lørdag eftermiddag for anden gang blev afbrudt af regn, så det ikke alt for godt ud for danske Søren Kjeldsen.

Forspringet ned til Spanieren Sergio Garcia var pludselig væk, og danskeren havde tilsyneladende ikke det samme tag på Valderrama-banen som tidligere på ugen.

Men billedet vendte igen søndag formiddag, da spillet blev genoptaget. Her fik Kjeldsen med tre birdies på stribe taget ny afstand til spanieren.

Således førte han efter tredje runde igen med tre slag ned til Garcia, der nu har fået følgeskab af engelske Lee Westwood.

Kan danskeren holde dem bag sig på de afsluttende 18 huller, der spilles søndag eftermiddag, vanker der en førstepræmie i størrelsesordenen 708.000 euro eller knap 5,3 millioner kroner.

Søren Kjeldsen er dog ikke den eneste dansker, der har udsigt til en pæn gevinst i det spanske i denne weekend.

Anders Hansen har spillet sig op på en delt sjetteplads i turneringen inden fjerde runde, ligesom Søren Hansen på en delt 15. plads også kan se frem til at få lidt mere end bare rejseudgifterne dækket.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere