Wow! Stor dansk golfsucces i USA

Thorbjørn Olesen klarede også cuttet og er med i weekendens finalerunder i årets første major-turnering

Thomas Bjørn er med helt i toppen i årets første major-turnering (Foto: AP)
Thomas Bjørn er med helt i toppen i årets første major-turnering (Foto: AP)

Golfveteranen Thomas Bjørn var blandt de bedste på andendagen af major-turneringen US Masters og ligger på en delt tredjeplads tre slag under par.

Bjørn præsterede at lave hele otte birdies, men det blev også til fire kedelige bogeys. Generelt var det en god præstation sammenlignet med mange af konkurrenterne. Runden endte i 68 slag, hvilket svarer til fire slag under banens par.

- Jeg spillede virkelig godt i dag for at være ærlig. Jeg havde mange gode slag og fik spillet mig frem til fantastiske positioner på banen. Jeg fik også lidt flere puts i hul i dag, end jeg gjorde i går, siger Thomas Bjørn til Sky Sports.

- Jeg var i gode positioner til at gøre det, og jeg følte, at mit golfspil var meget solidt.

- Nogle få bogeys blev det også til, men det er Augusta National, og den bane vil altid kaste nogle stykker af den slags ens vej, men det var en god dags arbejde, siger han.

Se også: Du bestemmer! Danmarks største sportsnavn



Se også: Caroline, vi håber også det kan vaskes ud ...

På fire ud af de sidste fem huller på den svære bane i Augusta lykkedes det Thomas Bjørn at lave birdies, og det var med til at få danskeren med helt op i toppen

Turneringen føres af amerikaneren Bubba Watson, som vandt turneringen i 2012. Han er syv slag under par efter de første 36 huller.

Den anden danske deltager, Thorbjørn Olesen, er for anden gang med i den prestigefyldte turnering. Sidste år debuterede han med en imponerende slutplacering som nummer seks.

Efter de to første runder er han to slag over par. Det rækker til en placering som nummer 26.

Den forsvarende mester, Adam Scott fra Australien, ligger side om side med Thomas Bjørn.

Rory McIlroy derimod var tæt på at ryge ud efter en runde i 77 slag - fem slag over banens par. Nordireren ligger på den delt sidsteplads i fire slag over par. Hans hidtil bedste placering i US Masters er en 15. plads i 2011.

Store navne som Phil Mickelson, tre gange vinder af US Masters, Ernie Els, Sergio Garcia og Charl Schwartzel - vinder i 2011 - formåede ikke at spille sig videre.

Angel Cabrera fra Argentina, der vandt i 2009 og tabte i omspil til Adam Scott i 2013, er med otte over par også færdig i turneringen.

Se også: Bjørn bedre end Olesen på første runde

0 kommentarer
Vis kommentarer