Svingende golfdanskere halter efter i Malaysia

Tre danskere klarede finalecuttet i Malaysian Open, men de er alle langt efter de bedste.

(Arkivfoto: AP)
(Arkivfoto: AP)

En bemærkelsesværdig mangel på stabilitet har kendetegnet flere af de danske golfspillere i European Tour-turneringen Malaysian Open i Kuala Lumpur, hvor anden runde er blevet færdigspillet fredag.

Det har medført nogle gevaldige rutsjeture i den samlede stilling, men det står klart, at tre af fem danskere har klaret finalecuttet, uden at nogen af dem dog blander sig i topstriden.

Bedst er Søren Kjeldsen, der ellers var tre slag over par på førstedagen. Fredag tog han revanche og gik fire under, og dermed går han i finalespillet som nummer 37.

Se også: Søren Hansen blander sig i toppen i Malaysia

Også Søren Hansen er akkurat med videre i turneringen, selv om Hansen havde en dårlig fredag, hvor han brugte 76 slag - fire over par.

Den erfarne dansker var nummer ni efter en flot førstedag, men fredagsfloppet koster et fald på 53 pladser i den samlede stilling.

Sidste danske finaledeltager er Joachim B. Hansen, der i modsætning til sine kolleger viste stabilitet og gik begge runder i banens par. Det rækker til en 47.-plads.

Se også: Thorbjørn Olesen: Intet kan stoppe Bjørn

Uden for finalepladserne sluttede Anders Hansen og Morten Ørum Madsen. Sidstnævnte gjorde ellers et hæderligt forsøg på at rette op på en fuldstændig mislykket torsdag, hvor han gik otte over par.

Ørum formåede at forbedre sig med hele 13 slag, men det var alligevel ikke nok til en plads i finalefeltet.

Englænderen Lee Westwood fører suverænt inden weekendens to sidste runder. Westwood er samlet 13 slag under par og er fire slag bedre end nærmeste forfølger, belgieren Nicolas Colsaerts.

0 kommentarer
Vis kommentarer