Fodboldstjerner hylder Thomas Bjørn og Co.

Gareth Bale og Theo Walcott var et par af de internationale fodboldstjerner, der var hurtige til at hylde den europæiske Ryder Cup-triumf

Gareth Bale var begejstret over den europæiske triumf i Ryder Cup. (Foto: AP)
Gareth Bale var begejstret over den europæiske triumf i Ryder Cup. (Foto: AP)

Ryder Cup bringer det bedste frem i golfsporten. Og også de største fodboldstjerner frem til tasterne.

For det var ikke kun Rory McIlroy, Thomas Bjørn og de øvrige aktører fra Europas Ryder Cup-hold, som søndag kunne glæde sig over den enorme triumf ved den prestigefyldte turnering.

Flere af kontinentets store profiler fra fodboldens univers gjorde således det samme på det sociale medie Twitter, hvor garden af golfspillerne blev hyldet i storartet stil.

Rækken af lykønskninger kom fra blandt andre Real Madrid-stjernen Gareth Bale, der i weekenden oplevede sejrens sødme på egen krop, da han sammen med holdkammeraterne fra den spanske storklub vandt 2-0 ude mod Villarreal.

Heller ikke Arsenals offensive es, Theo Walcott, forpassede chancen for at sende roser i retning af sine europæiske sportskolleger, der var deres amerikanske modstandere overlegne på samtlige af turneringens dage.

Søndag eftermiddag kvitterede den engelske landsholdsspiller således med en kort og kontant hilsen på samme sociale medie som sin tidligere Tottenham-konkurrent fra Premier League.

En anden mand med stort Arsenal-hjerte, Thierry Henry, glædede sig ligeledes over det, han så udspille sig på golfbanen ved Gleneagles denne weekend.

Franskmanden, der med 228 scoringer er indehaver af rekorden for flest mål i London-klubben, var sågar direkte imponeret over Europa-holdets præstation ved den traditionsrige golfturnering.


Ryder Cup løb i år af stablen for 40. gang i historien, og med de klare sejrscifre lydende 16,5 point mod 11,5 point, var Europas triumf en af de mere overlegne gennem tiden.

Thomas Bjørn var eneste dansker på det sejrende mandskab, og det er tredje gang i karrieren, at han kan kalde sig vinder af turneringen.

De seneste 10 vindere af Ryder Cup

Søndag vandt Europa Ryder Cup over USA for tredje gang i træk. Her er de 10 seneste vindere

* 2016: USA (17-11)

* 2014: Europa (afgjort ved 14,5-9,5)

* 2012: Europa (14,5-13,5)

* 2010: Europa (14,5-13,5)

* 2008: USA (16,5-11,5)

* 2006: Europa (18,5-9,5)

* 2004: Europa (18,5-9,5)

* 2002: Europa (15,5-12,5)

* 1999: USA (14,5-13,5)

* 1997: Europa (14,5-13,5)

Kilde: Ritzau

0 kommentarer
Vis kommentarer