Dansk stjerne deler glædelig nyhed

Golfspilleren Thorbjørn Olesen er blevet far til en søn, der har fået navnet Cooper

Thorbjørn Olesen og hans forlovede, Lauren Zafer, er blevet forældre til en lille dreng. Her ses de på vej til retten til en af høringerne i Olesens sag. Foto: Matt Dunham/AP/Ritzau Scanpix
Thorbjørn Olesen og hans forlovede, Lauren Zafer, er blevet forældre til en lille dreng. Her ses de på vej til retten til en af høringerne i Olesens sag. Foto: Matt Dunham/AP/Ritzau Scanpix

Efter knap to år i sportens skyggeside er der nu endelig gode nyheder for Thorbjørn Olesen.

Således kunne den 31-årige golfspiller lørdag fortælle omverdenen, at han og hans forlovede, Lauren Zafer, er blevet forældre.

'Velkommen til verden, Cooper Olesen. Vore liv er for altid forandret, og vore hjerter er så fulde. Mor Lauren Zafer var fantastisk og kommer sig godt,' skriver Thorbjørn Olesen på Instagram, hvor han har lagt en lille billedserie op.

Den lille dreng, der altså kommer til at hedde Cooper, kom til verden på Chelsea and Westminster Hospital i London - byen, hvor parret bor til dagligt.

Det var også i London, at Thorbjørn Olesen for snart to år siden blev anholdt og dermed satte sin ellers yderst lovende golfkarriere på standby.

På en tur hjem fra World Golf Championship i Memphis til lufthavnen i Heathrow havde han fået kigget dybt i flasken og undervejs på turen på første klasse fik han tiltrukket sig opmærksomhed på den helt forkerte måde.

Så meget, at han i Heathrow blev anholdt og senere blev anklaget for at have gramset på en stewardesse og urineret i midtergangen.

Den episode har Olesen undskyldt ved flere lejligheder - men den har også kostet ham dyrt

Foto: Harry How/Ritzau Scanpix
Foto: Harry How/Ritzau Scanpix

Først og fremmest karantæne fra European Tour, hvor han med fem turneringssejre har spillet 80 millioner kroner ind i præmiepenge. Men også sponsormæssigt, hvor han har måttet vinke farvel til tunge virksomheder som Nike og Rolex.

Sportsligt gjorde Olesen comeback sidste år, men uden at gøre det store væsen af sig.

I år har Ryder Cup-vinderen fra 2018 endnu ikke været i aktion. Han trak sig i januar fra Dubai Desert Classic med en skade i håndleddet.

Efter en del høringer er retssagen mod Thorbjørn Olesen berammet til at gå i gang 6. december.

Du kan læse mere om retssagen mod Thorbjørn Olesen her:

Erkender fly-tis og gramseri: Derfor nægter han sig skyldig

Danmarks dyreste flyvetur

Stjernens flydruk: - Jeg er utrolig ked af det