Dansker med fremme fra start

Den danske golfspiller Emily Kristine Pedersen leverede en stabil åbning i majorturneringen British Open

Emily Kristine Pedersen leverer for tiden golfspil i høj klasse. (Arkivfoto) Foto: John David Mercer/Ritzau Scanpix
Emily Kristine Pedersen leverer for tiden golfspil i høj klasse. (Arkivfoto) Foto: John David Mercer/Ritzau Scanpix

Storformen hos Emily Kristine Pedersen er fundet på det helt rigtige tidspunkt.

I søndags kæmpede hun med om sejren i en stor LPGA-turnering, og torsdag leverede golfspilleren en yderst stabil åbningsrunde i majorturneringen British Open.

Hun skulle bruge 71 slag på første runde af turneringen, der spilles i Skotland. Det svarer til banens par.

Det placerer Emily Kristine Pedersen på en delt fjerdeplads. Hun er fire slag efter den førende amerikaner, Amy Olsen, der kun skulle bruge 67 slag og dermed er fire slag under par.

Vejrforholdene bød på en del vind og gjorde det generelt svært på førstedagen for det meste af feltet.

Alligevel lykkedes det at gå de første otte huller i par, inden niende hul bød på en kedelig bogey.

På tiende hul præsterede Emily Kristine Pedersen at lave en birdie. Men den blev på 12. hul fulgt op af dagens anden bogey.

Straks svarede Emily Kristine Pedersen dog igen og fandt også sin anden birdie frem på 13. hul.

På 18. hul havde danskeren en god mulighed for at lave endnu en birdie, som på det tidspunkt kunne have sendt hende op på en delt førsteplads, men golfbolden trillede lige forbi hullet.

Dernæst kunne Emily Kristine Pedersen gå i klubhuset med en flot runde, selv om scoren måske ikke antydede det til at begynde med.

Det gjorde det dog, i takt med at flere og flere afsluttede runden.

Yderligere to danskere deltager i Skotland. Nicole Broch Larsen gik første runde i 74 slag - tre over banens par - og kan stadig nå at blande sig i toppen.

Til gengæld gik det mindre godt for Nanna Koerstz Madsen, som blev noteret for en runde i 81 slag - hele ti slag over banens par.

British Open er årets første major i en golfkalender, der har fået aflyst og udsat en lang række turneringer på grund af coronapandemien.

2 kommentarer
Vis kommentarer