Dansker vinder seks mio. på legendarisk bane

Lucas Bjerregaard vandt karrierens anden European Tour-titel med sejr i Alfred Dunhill Links Championship

Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

Med en flot afsluttende runde på sidstedagen af golfturneringen Alfred Dunhill Links Championship lykkedes det den danske golfspiller Lucas Bjerregaard at hente karrierens anden European Tour-titel.

På den legendariske St. Andrews-bane i Skotland sluttede den 27-årige dansker på 15 slag under par, hvilket var ét slag bedre end de to englændere Tyrrell Hatton og Tommy Fleetwood.

Hans første titel kom sidste år, hvor han strøg til tops i Portugal Masters.

Dermed fortsatte han de danske jubeltakter, efter at Thomas Bjørn som kaptajn og Thorbjørn Olesen som spiller for en uge siden var med til at sikre Europa Ryder Cup-trofæet.

Efter en svingende runde lørdag i Skotland startede Lucas Bjerregaard finalerunden på en delt femteplads med fire slag op til førende Tyrrell Hatton.

Det lignede ikke umiddelbart, at englænderen havde tænkt sig at afgive sin førerposition.

Efter to huller i par lavede Hatton fire birdies i træk og lignede en mand med kurs mod sejren.

Bjerregaard kom også fint fra start, og med kontinuerlige birdies på scorekortet, og ikke mindst fraværet af bogeys, holdt han konstant presset på Tyrrell Hatton.

Da englænderen på de sidste ni huller begyndte at lave fejl, kom der bogeys. Fire af slagsen sendte ham tilbage på par for dagen, og da Lucas Bjerregaard samtidig var oppe på seks birdies efter 17 huller, var danskeren pludselig alene i spidsen med to slag ned til de nærmeste.

Den 36. danske sejr på European Tour lurede lige om hjørnet - og den anden danske triumf i år. I starten af juni vandt Thorbjørn Olesen Italian Open.

Trods en bogey på sidste hul var det nok for danskeren, da Tyrell Hatton missede sit birdieputt på sit sidste hul.

Dermed sikrede han sig ud over trofæet en stor præmiecheck. Af de 32,4 millioner kroner, som var i den samlede præmiepulje, kunne Lucas Bjerregaard rejse hjem med de 5,2 millioner af dem.

Alfred Dunhill Links Championship har det særpræg, at turneringen spilles på tre forskellige baner de første tre dage - Carnoustie, Kingsbarns og St. Andrews.

Herefter cuttes de dårligste spillere fra inden finalerunden, som spilles på St. Andrews - en af de mest legendariske golfbaner i verden.

Se også: Skandaløs slutning på storkampen: Penge tilbageholdt og flere anholdt

Se også: Den er hjemme - Caroline skriver historie

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere