Europæiske stjerner skrev historie i Ryder Cup

Fem point ud af otte mulige lørdag giver Thomas Bjørns tropper favoritværdigheden inden de 12 singler søndag

Tommy Fleetwood har været forrygende i sit makkerpar med Francesco Molinari. Foto: Carl Recine/AP
Tommy Fleetwood har været forrygende i sit makkerpar med Francesco Molinari. Foto: Carl Recine/AP

10-6.

Havde man spurgt Thomas Bjørn forud for Ryder Cup, om han ville være tilfreds med denne stilling på indgangen til søndagens afgørende singler, havde den europæiske kaptajn have smilet sit rolige smil og nikket.

Jeps, det ville ikke være dårligt.

Uafgjort på tærsklen til de afgørende matcher havde i den grad også været spiseligt for den danske stjerne.

Og nu fører Europa - med fire!

Det efter et brag af en foursomes-runde lørdag formiddag, der blev vundet 3-1, mens eftermiddagens fourballs endte 2-2.

Igen-igen havde Bjørn sat Francesco Molinaro sammen med rookien Tommy Fleetwood. Og igen-igen viste det sig at være en god idé. Makkerparret vandt over Tiger Woods og Bryson DeChambeau med 5&4. Sagt med andre ord: Legenden Woods og rookien DeChambeau fik ikke et ben til jorden.

Og dermed har det europæiske makkerpar vundet samtlige fire matcher, de har spillet denne weekend.

Historiens bedste makkerpar
Det er første gang nogensinde, en europæisk rookie vinder alle fire matcher, han deltager i i en Ryder Cup, mens makkerparret også skriver historie på den måde, at intet europæiske makkerpar før har vundet alle fire matcher, de har spillet sammen.

Ikke engang Seve Ballesteros/José María Olazábal, der ellers leverede nogle fantastiske sejre sammen i 1980'erne og 1990'erne, har leveret noget så suverænt.

Svenske Henrik Stenson fik en forfærdelig start på sin match med Justin Rose mod verdensranglistens nummer ét og tre, Dustin Johnson og Brooks Koepka, men The Ice Man, som Stenson kaldes, spillede sig op, og makkerparret endte med at vinde matchen 2&1.

Til gengæld kunne amerikanerne tage til genmæle, da Bubba Watson og Webb Simpson besejrede Sergio García og Alex Norén med 3&2 efter at have vundet fire ud af fem huller i træk på de første ni. Ærgerligt for især García, der med sejr ville have været den mest vindende europæer nogensinde i Ryder Cup. En bedrift han dog fortsat kan nå i søndagens single.

Amerikansk sejr blev det også til i dagens sidste fourball, hvor altid driftsikre Jordan Spieth igen dannede makkerpar med sin gode ven Justin Thomas, og kunne med tre huller igen strække armene i vejret efter at have besejret Rory McIlroy og Ian Poulter 4&3.

Lørdag aften annoncerede de to kaptajner, Thomas Bjørn og Jim Furyk, rækkefølgen på de 12 singler.

Her kom Thorbjørn Olesen ud som nummer syv, hvilket betyder at han møder Jordan Spieth.

Europa skal have 14½ point for at vinde Ryder Cup'en. USA kan nøjes med 14, da de er forsvarende mester.

 

Se også: Thomas Bjørn jubler over comeback

 

Se også: Stjernen skød tilskuer ned: - Hun blødte ret meget

Se også: Totalt kollaps: Amerikanske stjerner gik helt kolde

Se også: Nu forklarer dansk stjerne: Derfor poserede han med alle kvinderne

10 kommentarer
Vis kommentarer