Fik hole-in-one på samme hul: - Det er absurd heldigt

Vennerne Sanne Olsen og Morten Ingemann fra Skovbo Golfklub gjorde det umulige, da de begge scorede hole-in-one på det samme hul

Sanne Olsen og Morten Ingemann ved det hul, hvor de begge lavede hole-in-one. Privatfoto
Sanne Olsen og Morten Ingemann ved det hul, hvor de begge lavede hole-in-one. Privatfoto

At få hole-in-one er en drøm for de fleste golfspillere - det er bare ikke specielt nemt eller almindeligt.

Derfor stod vennerne Sanne Olsen og Morten Ingemann da også for en højst ualmindelig bedrift, da de i lørdags var ude at spille golf i Skovbo Golklub ved Køge.

Sammen med en tredje spiller var de taget ud for at spille banen igennem inden klubbens afslutningsturnering dagen efter - og på Hul 2 fik de begge to for første gang hver især bolden i hul på ét slag. En så usandsynlig bedrift, at chancen for det bliver opgjort til en ud af 17 millioner.

- Vi har talt om det tit - 'den er der nok i dag'. Men den er der jo aldrig ...

- Det er typisk på Hul 17, at jeg har hørt om det. Aldrig på Hul 2. Jeg synes, at det er et lortehul.

- Der er en bunker til venstre, og den ender jeg typisk i. Det er lidt en joke, at jeg kalder det banens værste hul, siger Sanne Olsen til Ekstra Bladet.

Hun forklarer, at hullet - et par 3-hul på 131 meter - har samme tee-sted for mænd og kvinder, så de slår ud sammen.

- Jeg slår først, og jeg rammer den godt. Jeg er altid nervøs for, at den tager kanten af bunkeren. Men da jeg kan se, at den er lang nok, så siger Morten, at hvis den kommer over bunkeren, så går den i hul. Og det gør den så, siger Sanne Olsen om situationen, der får alle tre til at bryde ud i jubel.

- Vi er helt oppe og ringe og giver highfives og kram. Der står fire spillere på Hul 3's tee-sted, og de står og råber op til os, og der står nogle på Hul 4, der råber. Der er god stemning.

Her er scorecardet med de to flotte slag. Privatfoto
Her er scorecardet med de to flotte slag. Privatfoto

Selvom de er oppe at køre over det gode slag, så skal resten af selskabet også lige have klaret deres slag.

- Så slår Morten. Der har jeg hovedet så langt oppe i røven på mig selv, at jeg ser ham slå og tænker, 'det er et meget godt slag, men ikke et hole-in-one'. Så jeg gider ikke at se efter, hvor den lander.

- Jeg ser derfor kun nedslagsmærket. Og pludselig råber de helt vildt nede fra Hul 3, for hans bold har backspinnet tilbage i hullet.

- Og så går vi helt amok.

- Resten af dagen var vi helt ligeglade, og vi grinede hele turen igennem. Vi spillede faktisk en stabil runde og laver 36 og 37 point.

- Det er en fed følelse, og allerede en joke på Hul 12, 'Kan du huske, da vi lavede hole-in-one på Hul 2?'

- Da vi kom tilbage til klubhuset, klappede alle stort af os.

- Man skal naturligvis kunne slå slaget, men der skal også held til. Og at de begge to går i hul er helt absurd heldigt, siger Sanne Olsen, der i klubhuset måtte give øl til alle.

- Ja, ja, så giver man til dem, der sidder der. Det gjorde vi gladeligt - og bagefter talte vi om, at det var godt, at der ikke sad 70 mennesker, ha ha.

Der kom flere øl på bordet om aftenen, da de tog deres respektive kærester med på værtshus om aftenen.

- Der grinede vi videre, og det gjorde så, at vi spillede rigtig dårligt ved afslutningsturneringen dagen efter.

- Og på Hul 2 gjorde jeg, præcis som jeg plejer - jeg slog i bunkeren. Så var festen forbi, ha ha.

Seneste nyt

Hun mobber. Hun intimiderer. Hun håner.

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.