Giftede sig med datens søster

Golf-stjernen Patrick Reed mødte sin kone efter en fejlslået date med hendes søster

Patrick og Justine Reed har sammen datteren Windsor-Wells som ses her, de har også en søn, Barrett Benjamin. Foto: Kathy Kmonicek / Ritzau Scanpix
Patrick og Justine Reed har sammen datteren Windsor-Wells som ses her, de har også en søn, Barrett Benjamin. Foto: Kathy Kmonicek / Ritzau Scanpix

Der er mange måder, man kan møde sin fremtidige livspartner på.

For den amerikanske golfspiller Patrick Reed med tilnavnet 'Captain America', der har været gift med Justine Reed siden 2012, skete det på en ukonventionel måde.

Golfspilleren mødte sin nuværende kone, efter at hendes søster havde ignoreret ham efter en date. Det fortæller han til Golf Digest:

I sine tidlige universitetsår var han på date med en pige. Efter daten skrev han til hende for at spørge, om hun var kommet sikkert hjem, men han fik aldrig et svar. Derfor kontaktede han datens storesøster.

- Jeg kontaktede Justine på Facebook, som bekræftede, at hendes søster var kommet hjem og var ærlig med mig omkring, hvorfor det nok ikke ville fungere, fortæller han.

- Jeg begyndte at snakke med Justine, som, jeg opdagede, var en utrolig målrettet person, som var i gang med to universitetsgrader, imens hun studerede til sygeplejerske. Vi blev ved med at snakke i et par år, og så begyndte vi at date. Det er den bedste beslutning i mit liv, fortæller Patrick Reed.

Siden da har de to været et stærkt makkerpar, og i de første år af Patrick Reeds karriere fungerede Justine Reed som hans caddie. Noget, golfspilleren er meget taknemmelig for.

- Jeg vil aldrig glemme, at hun satte sine drømme til side for at støtte mig. En dag håber jeg at være bare det halve af det menneske, hun er,' siger han.

For Patrick Reed er det ikke uvant at udtale sig kontroversielt. Det gjorde han blandt andet til Ryder Cup i 2018, hvor han ikke var tilfreds med de amerikanske spilleres indstilling. Det kan du læse mere om her: Ryder Cup-stjernen sat på plads - nu sviner han chefen til