Hole-in-one i første hug: Eks-politikerens ufattelige start

Gitte Seeberg fik en fænomenal start, da hun spillede sin første rigtige golfrunde

Gitte Seeberg præsterede et hole-in-one på sin allerførste rigtige golfrunde. Privatfoto
Gitte Seeberg præsterede et hole-in-one på sin allerførste rigtige golfrunde. Privatfoto

Hvordan I alverden kan det lade sig gøre ...

Sådan vil de fleste af landets 155.000 golfspillere tænke, når de hører, hvad den tidligere toppolitiker Gitte Seeberg præsterede, da hun blev lukket ud på Søllerød Golfklubs store bane.

På sin allerførste runde på en rigtig golfbane præsterede den nuværende direktør for AutoBranchen slaget, som alle golfspillere drømmer om, og som mange aldrig lykkes med at slå.

Et hole-in-one.

- Sikke meget postyr det har skabt, siger Gitte Seeberg, da Ekstra Bladet fanger hende på telefonen.

Selv om internettes afkroge og debatfora beretter om lignende præstationer andre steder i verden, er det så vidt vides første gang i Danmark, at en spiller har leveret det ultimative slag på sin første runde.

Eller på følturen, som det hedder i Søllerød. I andre klubber får man ‘klippet kaninørene’, når nybegyndere får spillerettigheder til den rigtige bane. En læser oplyser dog, at det samme er sket på Brønderslevs store bane.

- Vi kan ikke udelukke, at der har været held involveret, griner hun.

På Søllerød Golfklubs bane fandt hun driveren frem til hul fire, et par 3-hul på 119 meter, for ‘syv-jernet er ikke helt langt nok endnu’.

- Michael, min spillermakker siger, at det var godt nok præcist. Og bang så var den væk, fortæller hun.

- Det kan være svært at leve op til, så det kan være, at jeg bare skal skulle stoppe på toppen. Men jeg tror nu, at jeg godt kunne gå hen og bliver bidt af det.

- Man får masser af motion, og så er der også et socialt element. Jeg har allerede lavet en aftale om at skulle ud og spille igen på mandag.

Hun er helt bevidst om det ufattelige i hendes debut.

Her er bolden, som blev brugt til det ufattelige slag. Privatfoto
Her er bolden, som blev brugt til det ufattelige slag. Privatfoto
 

Flertallet af golfspillere oplever aldrig at lave et hole-in-one. Med mindre man er elitespiller, laver man sjældent flere. 

Fokus er derfor andetsteds til de kommende runder.

- Jeg arbejder på at få min handicap ned, før jeg arbejder på at lave endnu en, siger hun.

60-årige Gitte Seeberg var medlem af Folketinget i samlet 12 år som konservativ og siden som medstifter af Ny Alliance, før hun blev generalsekretær for WWF.

Siden 2017 har hun været admininstrende direktør for AutoBranchen i Danmark. Her blev hun introduceret til golf, da brancheforeningen afholder matcher for sine medlemmer.

Golf har under corona oplevet et medlemsboom. Efter år med vigende medlemstal satte de 186 danske klubber medlemsrekord ved seneste optælling med 155.000.

Dansk Golf Union er landet fjerdestørste specialforbund med flere medlemmer over 25 år end nogen andre.