De sidste ni huller af en professionel golfturnering er en test af enhver golfspillers psyke, ikke mindst når man første gang har chancen for at toppe efter 72 huller.
Man taler ligefrem om, at spillere skal lære at vinde.
Nerverne sad uden på tøjet for flere af spillerne, som var med i opløbet til at vinde Mallorca Golf Open. For københavnske Jeff Winther blev afslutningen mere nervepirrende, end han ønskede sig.
Ikke mindst efter et vildfarent udslag på 17. hul, hvor en le havde været et mere passende redskab til at komme ned til bolden end en wedge.
Men nerverne stod distancen, så 33-årige Winther kunne hullet efter sikre sin første triumf på European Tour.
Den tidligere greenkeeper fra Nivå Golf blev den 13. danske vinder på den næststørste golftour i verden, siden Thomas Bjørn i 1996 vandt på Loch Lomond som den første.
Med sejren på Mallorca når totalen 42 danske sejre på European Tour; tre af dem er vundet i år, da Rasmus og Nicolai Højgaard i sensommeren vandt i henholdsvis Italien og Schweiz.
Mallorca Golf Open er en af de mindre turneringer på den europæiske tour, men præmiechecken på 1,25 millioner kroner er stadig anseelig og sikrer både adgang til sæsonfinalen samt kortet til næste år.
Vejen til trumfen bød på runder i 62 slag - otte under banens par - både torsdag og lørdag. Umiddelbart banerekord, men de tæller ikke officielt, da der grundet banens tilstand blev spillet med oplæg.
Jeff Winther havde familien med på Mallorca, hvilket han selv angav som en af grundene til det gode spil. Faktisk trænede han slet ikke om onsdagen, men foretrak at holde ferie og lege med sine børn.
Familien var sammen med de øvrige danske tour-spillere de første gratulanter.
- Far, har du vundet, kunne man høre den ældste sige.
Vinderen var følelsesladet i sit sejrsinterview.
- Jeg er glad for at se begge mine børn og mine venner her. Jeg er overvældet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
Hans vikarierende caddie Ian 'Stretch' More fik lovprisning med på vejen for at få ham til at tænke på alt muligt andet end vinderchancen gennem runden.
Til Viasat Golf uddybede han, at sejren var det 'tredjefedeste' han havde prøvet efter fødslerne af sine to børn.
Spillet på finalerunden var yderst solidt med 16 par, en bogey og en enkelt birdie.
Som det ses i tv-klippet ovenfor, var danskerens par ganske spektakulær på tredje hul. Bolden lå op ad et træ, så Winther måtte slå et venstrehåndsslag med en wedge for at få bolden på green.
Omend putteren ikke var så varm som lørdag, formåede Winther at holde hovedet koldt det meste af den nervepirrende runde og vandt med et enkelt slag.
På 18. havde han et kort put til at vinde med to slag, men skulle bruge to for at lukke den.
Det udløste weekendens eneste bogey.