Kanonrunde: Dansker springer 38 pladser frem

Med en tangering af weekendens bedste runde hoppede Rasmus Højgaard 38 pladser frem i Saudi International

Rasmus Højgaard gav på finalerunden søndag i Saudi-Arabien nok en gang prøver på sit store potentiale. (Arkivfoto) Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Rasmus Højgaard gav på finalerunden søndag i Saudi-Arabien nok en gang prøver på sit store potentiale. (Arkivfoto) Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix

Inden finalerunden ved European Tour-turneringen Saudi International lignede Søren Kjeldsen på en delt tredjeplads tre slag fra føringen eneste bud på en dansk topplacering.

Han sluttede dog blot som næstbedste dansker, da 19-årige Rasmus Højgaard brændte banen af på sin finalerunde. Han gik de 18 afsluttende huller i otte slag under par.

Det sendte Højgaard hele 38 pladser frem i stillingen, så han sluttede på en delt sjetteplads i 11 slag under par på trods af tre forholdsvis jævne runder torsdag til lørdag.

Hans finalerunde var samtidig en tangering af skotten Stephen Gallachers åbningsrunde, der hidtil stod alene som turneringens bedste score. Og med en margin på tre slag var det den klart bedste finalerunde søndag.

Turneringen blev vundet af den amerikanske verdensetter, Dustin Johnson, som gennem alle fire runder viste enorm stabilitet.

Godt nok blev søndagens 18 huller hans dårligste med to slag under par, men det var nok til at sikre triumfen med en afstand på to slag ned til englænderen Justin Rose og amerikaneren Tony Finau.

Johnson fik dermed revanche for sidste års turnering, hvor han måtte tage til takke med andenpladsen efter engelske Graeme McDowell.

Sejren indbringer ham lidt mere end 3,6 millioner kroner i præmiepenge. Højgaard modtager for sin delte sjetteplads lidt mere end 600.000 kroner.

Rasmus Højgaard har tidligere vundet to turneringer på European Tour sin indtil nu korte karriere til trods.

Søren Kjeldsen gik finalerunden i et enkelt slag over par. Det gav en samlet score i ni slag under par og rakte til en delt 12.-plads.

0 kommentarer
Vis kommentarer