Kjeldsen til angreb med landsholds-dress og ja-hat

Syv slag skiller den førende englænder i Made in Denmark fra de nærmeste danske forfølgere, men på søndag med landskamps-stemning kan alt ske

Søren Kjeldsen tror på sin chance for at gå helt til tops - også selv om det er lidet sandsynligt. (Foto: René Schütze)
Søren Kjeldsen tror på sin chance for at gå helt til tops - også selv om det er lidet sandsynligt. (Foto: René Schütze)

HIMMERLAND (Ekstra Bladet): Vejret kunne ikke være meget bedre til golf – stemningen heller ikke. Hvis arrangørerne kunne ændre noget før søndagens finalerunde i European Tour-turneringen Made in Denmark, skulle det være lidt flere danskere i toppen.

Engelske David Horsey (-15) og australske Terry Pilkadaris (-14) er stukket af lidt i toppen, mens erfarne Søren Kjeldsen samt den ukendte Challenge Tour-spiller Mads Søgaard på den delte syvendeplads (-8) har de bedste danske chancer for at udfordre.

Publikum er opfordret til at møde op søndag i rødt og hvidt. Det samme gør Søren Kjeldsen kombineret med ja-hat.

- Horsey kan godt gå rundt i par, og jeg kan godt gå otte under på den her bane. Så går regnestykket op i min verden. Det gode er, at der ikke er så mange spillere imellem os. Jeg siger ikke, at det er sandsynligt, men det kan godt lade sig gøre, siger den 40-årige dansker, som allerede har vundet på touren i år.

Se også: God afslutning sender Kjeldsen mod toppen

Tredje runde endte i 68 slag (-3), og på særligt de først ti huller var det som om, Kjeldsen ville det for meget.

- Sidste år fik publikum løftet mig op af et sort hul, men nu kommer jeg ind til turneringen i god form og føler, jeg har alle muligheder for at spille godt. Det er med, alt hvad man laver og især i golf, at hvis ens forventninger er for høje, så spiller man ikke det spil, man kan.

- Jeg har været alt for stram i det, fordi jeg så gerne vil gøre det. Som Alistair (Kjeldsens caddie) siger, så på den måde jeg har spillet henover sommeren, burde jeg lave seks under hver dag.

- Og det har jeg ikke gjort, så jeg skal have den frihed ind i mit spil og lige skrue ti procent ned for intensiteten. Så man får den nødvendige rytme og flow i sit spil til at skyde en lav runde.

Se også: Tog fusen på kæresten: Her frier dansk golfstjerne på banen

Mads Søgaard er på vej mod karrierens ubetingede største resultat. Målet for den 22-årige Challenge Tour-spiller er at følge tre fine runder op med en fjerde. Men han befinder sig i ukendt farvand.

- Mit første slag i turneringen var på hul ti, lige hvor Bjørn, Thorbjørn og Darren Clarke kom fra treeren på vej over til fireren. Der var ret mange mennesker …

- Det er sådan et slag, hvor man ikke har været i gang endnu, man ved ikke helt, hvad vinden gør, og det er et rigtig tricky hul. Der kunne jeg ikke mærke mine fingre.

- Jeg kunne godt mærke, det var flere mennesker i dag. Det er super fedt, men jeg skal også lige omstille mig til det, siger Søgaard.

Herefter er Thomas Bjørn, Morten Ørum Madsen og Anders Hansen de nærmeste danskere. De ligger alle fem slag under par og for langt tilbage til at kunne spille med om sejren.

2 kommentarer
Vis kommentarer