Kjeldsens sejrsdrømme sluttede bag lille træ

Danskeren spillede til det sidste med om turneringssejren i British Masters, men sluttede på delt andenplads.

Søren Kjeldsen er i forrygende form for tiden. (Foto: Allover)
Søren Kjeldsen er i forrygende form for tiden. (Foto: Allover)

Der var mulighed for to danske turneringssejre på European Tour i golf i løbet af blot en uge, men det lykkedes ikke Søren Kjeldsen at vinde British Masters søndag.

I stedet gik sejren til den blot 21-årige Fitzpatrick, som dermed blev turneringens yngste vinder nogensinde. Efter at have delt førstepladsen med Fitzpatrick fredag lå Kjeldsen på en delt tredjeplads inden søndagens sidste runde.

Her blev det afgørende for danskerens mulighed for at vinde turneringen, at han lavede en bogey på 16. hul, efter at han forinden havde misset muligheden for at putte sig til først en eagle og derefter en birdie.

Den 40-årige danskers udslag havnede meget uheldigt bag et lille træ, som kun var marginalt tykkere, end dem som er opstammede og dermed udløser frit drop. Herfra kunne nordjyden ikke redde par og mistede den delte føring.

Søren Kjeldsen sluttede dermed på en delt andenplads. Han gik søndagens runde i to slag under par, hvilket samlet rakte til 13 slag under.

Andenpladsen blev delt med Fabrizio Zanotti fra Paraguay samt Shane Lowry fra Irland, mens unge Fitzpatrick vandt turneringen efter en dag i tre slag under og samlet 15 slag under.

Med resultatet måtte Kjeldsen vinke farvel til sin femte turneringssejr i alt og den anden titel i denne sæson, idet han tidligere i år vandt Irish Open.

Se også: Liv efter 40: Nyt topresultat af brandvarme Kjeldsen

Kjeldsen lagde ellers godt ud med en birdie på andet hul, men det blev umiddelbart efter afløst af en bogey. Herefter diskede Kjeldsen op med to birdies, før det gik galt på 16. hul.

Med en lidt varmere putter havde det set noget anderledes ud. Særligt i weekenden faldt der ikke noget særligt i.

Anders Hansen sluttede på en delt 54. plads efter en dag i et slag over par.

I sidste weekend vandt Thorbjørn Olesen turneringen Alfred Dunhill Links Championship.

Se også: Thorbjørn Olesen tager kæmpehop på rangliste efter sejr
 

Søren Kjeldsen blev toer ved British Masters:

0 kommentarer
Vis kommentarer