Made in Denmark udsat

Som følge af coronavirusepidemien bliver den danske European Tour-turnering Made in Denmark flyttet til en ny dato

Made in Denmark har været spillet siden 2014. Her ses Thomas Bjørn i 2018-udgaven af turneringen. Foto: René Schütze
Made in Denmark har været spillet siden 2014. Her ses Thomas Bjørn i 2018-udgaven af turneringen. Foto: René Schütze

Den danske golfturnering Made in Denmark bliver alligevel ikke spillet som planlagt 21.-24. maj.

På grund af coronavirusepidemien har arrangørerne valgt at flytte turneringen, der spilles på Himmerland Golf & Spa Resort, til et endnu ikke fastlagt tidspunkt.

Det oplyser Made in Denmark i en pressemeddelelse.

- Vi er meget bekymrede over den aktuelle udvikling af coronavirus, og vi mener, at den bedste beslutning er at udsætte begivenheden, siger Made in Denmarks promoter, Flemming Astrup.

Sammen med European Tour vil turneringsarrangørerne snarest muligt undersøge, hvornår der er en ny plads i kalenderen.

- Det er stadig for tidligt at sige hvornår, men både vi og Himmerland Golf & Spa Resort ser frem til at præsentere en fantastisk bane og turnering for spillere og fans, når vi er på den bedre side af denne uheldige situation, siger Flemming Astrup.

Den danske turnering er den seneste i rækken af golfturneringer, der enten er blevet aflyst eller udsat i de seneste dage.

Der skal således også findes nye spilleterminer til European Tour-arrangementer i Kenya, Indien, Malaysia, Kina og Spanien.

Nu skal man frem til Irish Open 31. maj for at finde næste turnering på den europæiske tour.

- Vi vil snarest se på mulighederne for planlægning af alle udsatte turneringer, og vi har fortsat et håb om, at European Tour genoptages i Irland i maj, siger European Tours administrerende direktør, Keith Pelley.

Made in Denmark har været afviklet hvert år siden 2014. Østrigeren Bernd Wiesberger vandt sidste års udgave af turneringen.

4 kommentarer
Vis kommentarer