Skadesplaget golfspiller sejrer i PGA Tourens genåbning

Amerikaneren Daniel Berger vandt efter omspil, da PGA Touren blev genoptaget i Texas

Daniel Berger var en meget glad mand, da han kunne lade sig hylde for sin tredje sejr i karrieren på PGA Touren. Foto: Raymond Carlin Iii/Ritzau Scanpix
Daniel Berger var en meget glad mand, da han kunne lade sig hylde for sin tredje sejr i karrieren på PGA Touren. Foto: Raymond Carlin Iii/Ritzau Scanpix

'In the hole'-råbene var fraværende. Ingen tilskuere blev lukket ind til PGA Tourens genåbning efter coronapausen på Colonial Country Club i Fort Worth, Texas.

Men selv om atmosfæren var noget anderledes, end den plejer at være til turneringen Charles Schwab Challenge, var det alligevel en ganske særlig sejr for den 27-årige amerikaner Daniel Berger.

For mens coronapandemien tvang golfsporten på pause, så truede en håndledsskade med at tvinge Berger til et karrierestop i det meste af sidste sæson.

- Det her er en af de største dage i mit liv, når jeg tænker på, hvor jeg har været, og hvor jeg er nu, siger Daniel Berger ifølge nyhedsbureauet AFP.

Golfspilleren fra Florida, som har vundet PGA-turneringer i 2016 og 2017, vandt på første hul i et omspil mod sin 23-årige landsmand Collin Morikawa.

- Jeg ville det mere, end jeg nogensinde har villet det, og det betyder mere, end det nogensinde har betydet, lyder det fra vinderen.

Sejren indbringer ham desuden lige i underkanten af ni millioner kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer