Sort spiller fører PGA-turnering og roser Floyd-markering

På klokkeslaget 08.46 blev George Floyd æret med et øjebliks stilhed af de tilbagevendte PGA-spillere

Tilskuere er der ingen af til denne uges PGA-turnering i golf i Texas. Her ses Jordan Spieth, Jim Furyk og Rickie Fowler putte på en træningsrunde på banen. Foto: Raymond Carlin Iii/Ritzau Scanpix
Tilskuere er der ingen af til denne uges PGA-turnering i golf i Texas. Her ses Jordan Spieth, Jim Furyk og Rickie Fowler putte på en træningsrunde på banen. Foto: Raymond Carlin Iii/Ritzau Scanpix

Den amerikanske golfspiller Harold Varner har trods en rædselsfuld start på anden runde af Charles Schwab Challenge i Texas lagt sig i spidsen for turneringen, der er den første, efter at sæsonen blev suspenderet på grund af viruspandemien.

Den 29-årige Varner jagter sin første PGA-sejr foran stjerner som Jordan Spieth og Rory McIlroy, der ligger henholdsvis toer og treer.

Varner lagde elendigt ud, da han på rundens første hul måtte bruge tre slag over par for få bolden i hullet. Det fik han rettet op på med tre birdies, og på de afsluttende seks huller lavede han yderligere fem birdies, som sendte ham op på førstepladsen med en samlet score på 11 slag under par.

- Det var selvfølgelig ikke den start, jeg håbede på, men sådan er golf, siger Varner, der er en af få sorte spillere på PGA Touren.

Som tilfældet også var på torsdagens første runde, blev spillet kortvarigt afbrudt fredag af lyden fra en sirene på klokkeslaget 08.46.

Spillerne holdt et øjebliks stilhed til ære for George Floyd - en sort mand, som døde i sidste måned, efter at en hvid betjent havde presset et knæ mod Floyds hals i otte minutter og 46 sekunder.

- Det er ret sejt, at Touren gør det, men når du er ude på banen, er du bare så optaget af spillet, siger Varner om markeringen.

To af verdens bedste golfspillere rykkede frem blandt de førende på andendagen. Den tredobbelte majorvinder Jordan Spieth fra USA er på en delt andenplads i ti slag under par, mens verdensranglistens nummer et, nordireren Rory McIlroy, er et slag efter på tredjepladsen.

Derimod klarede veteranen Phil Mickelson, der fylder 50 år i næste uge, ikke cuttet til weekendens finalerunder.

På grund af coronasituationen er der ingen tilskuere til turneringen, og spillerne får tjekket deres temperatur, bliver testet for Covid-19, som virussygdommen hedder, og skal holde afstand til hinanden.

0 kommentarer
Vis kommentarer