Stjernen skød tilskuer ned: - Hun blødte ret meget

Brooks Koepkas drive tog en anden drejning end planlagt - til stor smerte for en uheldig tilskuer

Her ligger kvinden og bliver tilset efter at være blevet ramt. Foto: Francois Mori/AP
Her ligger kvinden og bliver tilset efter at være blevet ramt. Foto: Francois Mori/AP

Fredagens fourballs sluttede godt for amerikanske Brooks Koepka, der sammen med Tony Finau besejrede Justin Rose og Jon Rahm i en forrygende dyst i Ryder Cup'ens allerførste kamp.

Men undervejs endte Koepka, verdensranglistens nummer tre, som en slags overfaldsmand, da hans bold ramte en kvindelig tilskuer.

Drivet fra sjette tee kom skidt af sted og traf kvinden i det ene øje, og hun måtte omgående tilses af en læge, mens blodet strømmede fra øjet.

Det fik omgående Koepka til at sætte kursen mod kvinden, inden han igen fokuserede på sit golfspil.

- Ja, jeg så hende. Det så ud til at gøre ondt. Hun blødte ret meget. Det så ud som om, bolden havde ramt hende i øjet. Forhåbentlig er der, du ved, ikke noget tab af syn eller noget i den retning, sagde han efterfølgende til medierne.

Vinderen af US Open var tydeligt rystet af episoden.

- Det er bestemt ikke nogen rar følelse. Jeg gør det vist mere, end jeg burde. Vi rammer efterhånden nogen hver uge, og det er meget uheldigt. Det er jo ikke noget, man forsøger på, sagde han.

Se også: Totalt kollaps: Amerikanske stjerner gik helt kolde

- Det føles ikke godt. Det gør det virkelig ikke. Man føler jo meget med dem. Jeg ved præcis hvordan de har det, især når man bliver nødt til at gå hen og undskylde, fordi de er i smerter, ofte blødende, og så at ramme hende i ansigtet...det er ikke...man vil jo ikke ramme nogen i ansigtet, slet ikke en kvinde, og det er aldrig en rar følelse. Jeg havde det rædsomt, jeg ville bare derud...jeg er glad for, at Tony formåede at chippe den i og komme videre, sagde han.

Koepka vidste på daværende tidspunkt ikke, præcis hvad der var sket med den pågældende kvinde, men en officiel pressemeddelelse forklarede efterfølgende, at hun var kørt på hospitalet, men at lægerne havde konstateret, at skaden ikke var alvorlig.

- Lægerne har bekræftet, at skaden ikke er alvorlig. Tilskueren har heller ikke en brækket næse i modsætning til, hvad nogle medier har rapporteret.

Rookien Finau, der havde fået en skidt start på matchen, holede en eagle og bragte amerikanerne tilbage på all square. Med en par på 18. hul sikrede makkerparret USA's første point.

Husker du Europas fantastiske comeback på Medinah i 2012?

Se også: Olesen åbner Ryder Cup med at sende bolden i vandet

Se også: Nu forklarer dansk stjerne: Derfor poserede han med alle kvinderne

Se også: Eksperter enige: Dansk stjerne er det svageste led

9 kommentarer
Vis kommentarer