Søndag skrev Thomas Bjørn sig ind i en prestigefyldt række af golfstjerner, der ikke alene er blevet udnævnt som Ryder Cup-kaptajn - men også har vundet den prestigefyldte match mellem Europa og USA.
For den danske stjerne var det dog ingen sag at hive sejren over amerikanerne hjem.
Det sagde han søndag, da sejren var en kendsgerning på Le Golf National ved Versailles i Frankrig.
- Det har været let, for de (spillerne, red.) har været fantastiske, sagde han, mens hundredvis af fans stimlede sammen bag ham og råbte, skreg og sang, så han næsten ikke kunne få ørenlyd.
- De har været utrolige. Den måde de fandt - og holdt sammen på og gjorde et godt stykke arbejde...De var determinerede og ville bare vinde, sagde den danske kaptajn til Sky Sports.
Han tog over for 20 måneder siden, efter forgængeren Darren Clarke havde tabt på Hazeltine i 2016. Siden har han forestået et større stykke arbejde, fik en portion kritik for udtagelsen af blandt andre Sergio García, men Bjørnen var sikker i sin sag, så det geniale i at sætte Tommy Fleetwood og Francesco Molinari sammen, mens en af hans gode venner, Rory McIlroy, omvendt aldrig blev det fyrtårn, Bjørn havde håbet på.
FAKTA: Sådan gik søndagens Ryder Cup-singler
Men arbejdet i såvel fourballs som foursomes fredag og lørdag gav bonus. Efter at have tabt de indledende fourballs 1-3, tog Europa revanche fredag eftermiddag og vandt alle fire foursomes.
Ville gerne tage dem alle med til USA
Lørdag formiddag vandt Europa så fourballs 3-1, mens eftermiddagens foursomes endte 2-2, da USA omsider fik samlet sig sammen.
Derfor var det et slagent amerikansk mandskab, der nok havde været forhåndsfavoritter inden fredag med hele seks spillere på top 10 i verden, men som nu var bagud 6-10.
De kom stærkt igen og fik tre et halvt point i de fire første matcher, men derfra gik det igen Europas vej. Bjørns tropper vandt seks matcher i træk. Thorbjørn Olesen var den første, og kort tid efter sikrede Francesco Molinari endegyldigt Europa sejren.
Den kom, da Alex Norén som sidste mand besejrede Bryson DeChambeau, til at lyde på 17½-10½.
- Jeg må sige, at jeg ikke havde troet, de ville være i stand til at klare det på den måde. Jeg ville gerne kunne pakke dem alle sammen sammen og tage dem med til USA om to år, sagde Thomas Bjørn.
Det bliver med al sandsynlighed ikke til noget. Traditionen byder, at man som kaptajn giver stafetten videre til en ny stjerne. Ikke siden Bernard Gallacher, der var kaptajn tre gange i træk for Europa i 1991, 1993 og 1995, har en europæer været kaptajn to gange i træk.
Thomas Bjørn var glad for, at Thorbjørn Olesen fik succes i singlen.
- Som ven og stor fan af ham er jeg glad på hans vegne. Han havde det svært ved Ryder Cup de to første dage, så det her er fantastisk for ham, siger Thomas Bjørn til golfchannel.com.
Thorbjørn Olesen drev gæk med Jordan Spieth og sikrede Europa den første sejr søndag.