Stor overraskelse - vild statistik afslørede vinder

Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen sluttede fornuftigt, mens Shane Lowry vandt sikkert i British Open

Shane Lowry nappede sejren i British Open. Foto: Ritzau Scanpix/IAN WALTON
Shane Lowry nappede sejren i British Open. Foto: Ritzau Scanpix/IAN WALTON

Lørdagens runde satte en stopper for de danske drømme om en topplacering ved årets sidste golfmajor, British Open.

Men søndag rundede både Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen hæderligt af i turneringen på den besværlige Royal Portrush-bane i Nordirland med fornuftige runder, hvor særligt Bjerregaard sikrede en god placering.

Shane Lowry vandt turneringen i overbevisende stil. Ireren gik ind til søndagens finalerunde med en komfortabel føring og sluttede også med det.

En ret opsigtsvækkende statistik har gået sin sejrsgang på Twitter, da det måske var bestemt på forhånd, at Lowry skulle levere overraskelsen.

I hvert fald er disse tal næsten skræmmende at læse efter sejren. Siden man indførte en verdensrangliste er den gennemsnitlige rangering for en British Open-vinder været nummer 33. Og den gennemsnitlige vinderalder siden Apollo 11 (måne-landingen, der har 50 års jubilæum, red.) været 32.4

Og hvem er rangeret som nummer 33 og lige nu 32.4 år gammel? Shane Lowry.

Lowry endte i samlet 15 slag under par, hvilket var seks slag bedre end Tommy Fleetwood på andenpladsen.

Det er irerens første sejr i en majorturnering. Han har dog tidligere været tæt på. I 2016 blev det til en delt andenplads i US Open.

Bjerregaard var bedste dansker igen søndag, da han gik fjerde og sidste runde i et slag under under par.

Det rakte til en samlet score på to slag under par, og frederikshavneren sluttede på en delt 16.-plads, hvilket er en tangering af hans bedste resultat i en major, efter at det også blev til en delt 16.-plads i PGA Championship tidligere på året.

I år var første gang, at Bjerregaard deltog i alle fire majorturneringer, hvor det ud over de to delte 16.-pladser også er blevet til en delt 21.-plads i US Masters. Han klarede ikke cuttet i US Open.

Bjerregaard lagde søndag ud med en bogey, men fandt sit gode spil frem med tre birdies på de efterfølgende ni huller. Nordjyden sluttede dog af med to bogeys og blot en enkelt birdie på vejen til det endelige resultat.

Efter en håbløs tredje runde gik Olesen finalerunden i 71 slag, hvilket svarer til banens par.

Det gik op og ned for den 29-årige dansker, der åbnede med to birdies og tre bogeys på de første ni huller. Herefter bød runden på to birdies og en bogey, før han gik de sidste fem huller i par.

Allerede før søndagen stod det dog klart, at et godt resultat efter alt at dømme blot ville være af kosmetisk betydning, og Olesen sluttede da også samlet fire slag over par, hvilket resulterede i en delt 57.-plads.

Banen i Nordirland voldte flere af sportens største stjerner problemer. Det lykkedes blandt andre ikke Rory McIlroy, der som nordirer var på hjemmebane, Tiger Woods og Phil Mickelson at klare cuttet fredag.

Cykling - 21. jul. 2019 - kl. 19:12 Forarget over soloshow: - Han skulle have en røvfuld

Se også: Vildt overtidsdrama: Brøndby smed point i Randers

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere