Næsten fire år efter sin seneste sejr strøg den danske golfprofil Thorbjørn Olesen søndag til tops i British Masters, der er en del af DP World Tour.
Triumfen sikrer ham samtidigt et kæmpe hop på den opdaterede verdensrangliste, hvor han nu er nummer 173.
Det er en forbedring på hele 203 pladser i forhold til sidste uge, og det er det klart største hop blandt de 300 bedste på listen.
Det er dog stadig et stykke fra 32-årige Olesens bedste placering på verdensranglisten.
Han var i 2013 helt oppe og runde 33.-pladsen, efter at han blev delt nummer seks i den amerikanske majorturnering US Masters.
Olesen har med sin sejr i British Masters nu hentet seks sejre på DP World Tour, der er det nye navn for European Tour. I de seneste år har han dog været i overskifterne for andet end sine resultater.
I juli 2019 blev Olesen anholdt af britisk politi efter at have opført sig upassende på en flytur. Kort efter fik han karantæne fra både European Tour og PGA Touren.
Olesen endte med at blive tiltalt for tre forhold. Først i december sidste år faldt der afgørelse i sagen, da Olesen ved en domstol i London blev frikendt.
I juli 2020 fik han sin karantæne fra European Tour ophævet. Inden søndag havde hans bedste resultat siden da været en delt ottendeplads, men nu er han altså for alvor tilbage i toppen af europæisk golf.
- Jeg har været igennem en del, og jeg blev bare ved med at tro på mig selv. Det at få en sejr igen efter så lang tid og efter alle de her år betyder rigtig meget for mig, sagde Olesen søndag til TV3 Sport efter sin sejr.
De 21-årige tvillinger Nicolai og Rasmus Højgaard er de bedste danskere på herrernes verdensrangliste. Nicolai er nummer 83, mens Rasmus er nummer 120.
Herefter følger Marcus Helligkilde (132), Joachim B. Hansen (139), Thorbjørn Olesen (173) og Jeff Winther (189).
Amerikaneren Scottie Scheffler topper verdensranglisten, mens norske Viktor Hovland på sjettepladsen er bedste europæer.
På kvindernes seneste verdensrangliste er Nanna Koerstz Madsen nummer 19 og Emily Pedersen nummer 78 som de eneste danskere i top-200.