En hel golfverden lagde sig på knæ, da Tiger Woods i foråret vandt US Masters. Denne superstjerne, der var sunket så dybt og var blevet udstillet for hele verden, havde kæmpet sig tilbage til toppen.
Hans gamle kammerat fra Silkeborg, Thomas Bjørn, var blandt dem, der hyldede amerikaneren.
- Utroligt. Det er det største øjeblik i sportens historie, skrev han i en sms til en ven.
Det var Tigers første Major-triumf i 11 år!
Og så var triumfen lige præcis det perfekte eksempel på Thomas Bjørns tese, som han formulerer i en ny bog.
- Jeg prøvede at forklare, at det her er golfsportens største øjeblik. Her har vi sports største stjerne nogensinde, og han er kommet tilbage fra et meget mørkt sted.
- Det handlede ikke om golf. Det var om et menneske, der trak sig selv op fra det dybeste dybe, fortæller han i et interview med den engelske avis The Guardian.
Årsagen er en ny bog, den danske golfstjerne har på gaden i samarbejde med Michael Calvin, manden han skrev sms’en til, og bogen har fået titlen ’Mind Game’.
En bog der behandler psyken hos golfspillere og fortæller i detaljer om Bjørns egne udfordringer i form af to depressioner, der har ramt ham gennem årene.
- Jeg var tæt på at opgive helt. Det sker, fordi de problemer, du ser i dit eget hoved, er så meget større, end de er i virkeligheden. De overtager dit sind, fortæller han.
Bjørn blev første gang ramt af depression i 2004.
- Jeg gik gennem en sæson, hvor jeg virkelig ikke ville ud af min seng. Jeg havde børn, så det skulle jeg. Men jeg ville gemme mig fra verden og mit liv. Derpå havde jeg en god periode, men så ramte det igen i 2010. Første gang varede så længe, fordi jeg prøvede at løbe fra sandheden og ville skære hjørner. Men det bliver, indtil du ser dig selv i spejlet, fortæller han og refererer til bogens åbningsscene, hvor Bjørn står foran et spejl.
Her står han med tårer i øjnene og spørger sig selv: Hvorfor græder du? Hvorfor tvinger du dig selv gennem denne smerte? Hvorfor dyrker du den sport? Vil du virkelig fortsætte?
Han peger på, at det især er unge sportsfolk, der kan have problemerne. For som ung gemmer man sine følelser væk, som han formulerer det.
- Du skubber dem fra dig, indtil det ikke længere er muligt. Jeg indså på et tidspunkt, at jeg måtte have alt ud. Jeg måtte have de samtaler med mig selv i spejlet. Jeg måtte være ærlig.
- Da jeg gik igennem det for anden gang, var jeg modtagelig for mine følelser og kunne derfor bygge mig selv op igen, forklarer han.
- Du må tage ansvar for alt det, du tænker. Det er som at stoppe med at ryge. Hvis du ikke vil stoppe, kan du få al den hjælp i verden, og det vil ikke føre til noget som helst. Men så vågner du en morgen og kan ikke holde op med at hoste, og så beslutter du: ’Jeg skal slå det her’. Du skal virkelig ville det. Mit værktøj var disse samtaler med spejlet.
Som i snooker
- Mental styrke hos unge mennesker er noget, vi skal forholde os til meget mere. Unge er meget blødere og har ikke livserfaring. Når du bliver ældre, og du har kæmpet dig ud af en situation to, tre gange, er det lettere at se advarselslamperne.
Golf er en barsk sport. For du er alene med bolden. Hele tiden.
- Snooker er den eneste anden sport, der kommer i nærheden. Jeg tænker over spilleren, der sidder og venter og iagttager. Hvad løber gennem hans hoved? Det er det samme med golf. Gåturen mellem slagene giver dig så meget tid. Du tænker rigtig meget over konsekvenser.
- For meget analyse I sport, i livet, kan føre til negative tanker. En over-aktiv hjerne er ikke god for sport. Jeg kan blive taget i at sidde i et hjørne og tænke i timevis. Og så lige pludselig er det let at komme ind i en negativ spiral, forklarer han.
48-årige Thomas Bjørn har været professionel golfspiller siden 1996. Han er blevet nummer to to gange i British Open og en enkelt gang i PGA Championship.
Han har 15 sejre på European Tour 1996-2013 og har deltaget i tre Ryder Cups som spiller – samt som kaptajn sidste år. Han har aldrig tabt en Ryder Cup med Europa.
Turnering udlover største præmie nogensinde til kvinder
Dansker med vildt drømmeslag i majorturnering