Natten til lørdag tabte den svenske golfspiller Fredrik Andersson Hed kampen mod kræften.
Det skriver hans hustru Anna på golfspillerens Facebook-profil.
'Fredde min livsledsager, sjæleven og far til vores børn Viggo og Molly er i dag blevet vores skytsengel,' skriver hun.
Andersson gode ven og tidligere golfkollega Joakim Haeggman siger til svenske Aftonbladet, at han er knust.
- Det er forfærdeligt. Han var, er, en fantastisk person, siger han.
- Jeg vidste, det var tæt på. Hans familie ringede til mig i går morges. Jeg er bare tom lige nu.
Dybeste kondolencer
European Tour skriver i en pressemeddelelse, at Fredrik Andersson har kæmpet mod sygdommen i længere tid.
'På vegne af European Tour sender jeg vores dybeste medfølelse til Fredriks familie og venner - særligt hans hustru Anna og børnene Viggo og Molly,' skriver Keith Waters, der er vicedirektør for European Tour.
'Det er altid utroligt sørgeligt, når vi mister et medlem af European Tour-familien, og aldrig mere trist, end når det kommer til en som Fredrik, der blev taget fra os alt for tidligt,' fortsætter han.
Stor karriere
Allerede som 10-årig begyndte Fredrik Andersson at interessere sig for golf.
I 2010, ved sin 245. European Tour-optræden, vandt han Italian Open.
Fem år senere stoppede han karrieren med 358 European Tour-turneringer bag sig, hvoraf han havde en sejr og seks andenpladser.
Siden har han været golfkommentator for SVT.