Tog hævn efter hån

NFL-legenden Tom Brady laver drømmeslag i velgørenhedskamp mod Tiger Woods og Peyton Manning

NFL-spilleren Tom Brady spillede velgørenhedsgolf med blandt andre NFL-legenden Peyton Manning. Foto: Mike Ehrmann/Ritzau Scanpix
NFL-spilleren Tom Brady spillede velgørenhedsgolf med blandt andre NFL-legenden Peyton Manning. Foto: Mike Ehrmann/Ritzau Scanpix

En velgørenhedsdyst søndag i golf med Tiger Woods, Phil Mickelson og to NFL-legender har indbragt et beløb på 20 millioner dollar til bekæmpelse af Covid-19.

Beløbet svarer til næsten 137 millioner kroner.

Den showprægede match i Florida blev vundet af Woods og den dobbelte Super Bowl-vinder Peyton Manning, som indstillede sin karriere i amerikansk fodbold i 2016.

Phil Mickelson spillede sammen med den stadig aktive quarterback Tom Brady, der for nylig har skiftet til NFL-holdet Tampa Bay Buccaneers.

Woods, der har vundet 15 majors i golf, og makkeren Manning lagde bedst ud og havde en føring på tre huller efter de første ni huller. Woods sendte nogle gevaldige drives afsted, mens Manning viste glimrende evner på greenen, når der skulle puttes.

På de afsluttende ni huller kom Mickelson og Tom Brady bedre med, og parret reducerede modstandernes føring ved at vinde på hullerne 11 og 14.

Men de var ikke i stand til at udligne føringen og fremtvinge et omspil, da Tiger Woods på det 18. hul sendte bolden i hul fra lang afstand. På det tidspunkt var mørket ved at sænke sig over Medalist Golf Club i Hobe Sound.

- Jeg har et godt kendskab til det her sted, sagde Woods med en vis underdrivelse. Medalist Golf Club er legendens hjemmebane.

Tiger Woods, den tidligere NFL-spiller Peyton Manning, NFL-spilleren Tom Brady fra Tampa Bay Buccaneers og Phil Mickelson varmer op til søndagens
Tiger Woods, den tidligere NFL-spiller Peyton Manning, NFL-spilleren Tom Brady fra Tampa Bay Buccaneers og Phil Mickelson varmer op til søndagens "The Match: Champions for Charity" på Medalist Golf Club i Florida. Foto: Mike Ehrmann/Ritzau Scanpix
 

Tom Brady, der i sin tid som quarterback for New England Patriots seks gange førte holdet til sejr i en Super Bowl, kan lune sig ved, at han stod for dagens mest spektakulære slag.

På det syvende hul sendte Brady bolden i hul med et slag fra fairway. Det skete, lige efter at den tidligere basketballstjerne Charles Barkley, der var indkaldt som kommentator, havde drillet Brady for dennes dårlige start på runden.

- Hold din mund, Chuck, replicerede Tom Brady grinende efter sit drømmeslag.

Golfstjernen Brooks Koepka havde også nået at love, at han ville donere 100.000 dollars, hvis Brady fik par på et af de første ni huller. Det skete så på syvende hul.

For at øge underholdningen for tv-seere til liveudsendelsen var de fire spillere udstyret med mikrofoner.

Den amerikanske PGA-tour i golf har været suspenderet siden første halvdel af marts. Sæsonen ventes at blive genoptaget 11. juni.

Se også: Ikonisk stadion skal rives ned

Se også: Verdensstjerne i coronabommert

Foto: Fire on Ice, Will Burgess/Reuters/Ritzau Scanpix og Jens Rosenfeldt/Polfoto Sport og Spil KÆMPE galleri: 17 Sportsstjerner uden tøj

3 kommentarer
Vis kommentarer