Trækker sig med sand i øjet

Viktor Hovland lå samlet ni slag over par, da han fredag trak sig midtvejs i anden runde i US Open

Viktor Hovland lå seks slag over par på anden runde, da han trak sig fra turneringen. Foto: Michael Madrid/Ritzau Scanpix
Viktor Hovland lå seks slag over par på anden runde, da han trak sig fra turneringen. Foto: Michael Madrid/Ritzau Scanpix

Det blev en noget anderledes exit end normalt, da Viktor Hovland fredag valgte at trække sig fra majorturneringen US Open.

Nordmanden fik sand i sit ene øje under opvarmningen til anden runde i den prestigefyldte golfturneringen, og det genererede ham så meget, at han måtte trække sig efter tiende hul.

På det tidspunkt lå han seks slag over par i runden og samlet lå han ni slag over par og dermed langt fra cuttet til weekendens finalerunder.

- Der er en første gang for alting, skriver den uheldige golfspiller på Instagram, hvor der også er et billede af ham med en klap for det ene øje.

Hovland skriver også, at han forsøgte at spille videre, men at sandet blev ved med at genere i øjet.

Efter en dobbelt bogey på tiende hul, valgte han at stoppe.

Briten Richard Bland og Russel Henley fra USA fører turneringen efter de første to runder med fem slag under par.

Der er ingen danskere med i årets US Open, der slutter søndag.