- Upassende for ham

Thorbjørn Olesen vil ikke kommentere sin igangværende sag, når han fra onsdag deltager i dansk turnering

Thorbjørn Olesen deltager i denne uge i Jyske Bank Danish PGA Championship i Himmerland, selv om hans sag i det britiske retssystem endnu ikke er afsluttet. Foto: Phil Noble/Reuters
Thorbjørn Olesen deltager i denne uge i Jyske Bank Danish PGA Championship i Himmerland, selv om hans sag i det britiske retssystem endnu ikke er afsluttet. Foto: Phil Noble/Reuters

Golfspilleren Thorbjørn Olesen får måske først afgjort sin sag i det britiske retssystem i slutningen af 2021.

Det siger hans advokat Paul Morris i en mail til Ritzau.

- Der er endnu en høring om sagshåndteringen via telefon 16. juli 2020, og hans retssag er foreløbig berammet til 6. december 2021, siger advokaten.

European Tour har flere gange meddelt, at Olesen vil være suspenderet, indtil sagen er afsluttet. PGA Tour har offentligt støttet European Tours beslutning og udelukket Olesen. European Tour oplyser, at man først vil forholde sig til sagen igen efter høringen 16. juli.

Thorbjørn Olesen deltager i denne uge i invitationsturneringen Jyske Bank Danish PGA Championship, som er hans første turnering siden sommeren sidste år.

29. juli 2019 blev han anholdt i lufthavnen Heathrow i London efter en flyvetur fra Nashville til London på grund af anklager om upassende opførsel.

Senere blev han tiltalt for 'sexual assault on a female', hvilket dækker over berøring af seksuel karakter uden samtykke, 'assault by beating ', som i engelsk lov dækker over et overfald af mindre grov karakter, samt for at være beruset på flyet.

Han har ved flere høringer erklæret sig uskyldig i de tre forhold, han er tiltalt for.

Oprindeligt var Olesens sag sat til at begynde 11. maj i år, men på grund af coronavirus blev den i første omgang skubbet på ubestemt tid.

Den danske golfstjerne har endnu ikke kommenteret episoden i pressen, og heller ikke i denne uge skal medierne forvente en kommentar fra ham.

- Thorbjørn ser frem til at deltage i det danske PGA Championship. Mens hans sag pågår, vil det være upassende for ham at kommentere det, der fortsat er en igangværende sag, siger Paul Morris.

Jyske Bank Danish PGA Championship begynder onsdag og slutter fredag.

- Han er taknemmelig for opbakningen og forståelsen fra fansene og medierne. Han ser frem til at se alle i Himmerland i denne uge, siger Paul Morris.

44 kommentarer
Vis kommentarer