Onsdag går sagen mod Thorbjørn Olesen sin anden runde i det britiske retssystem.
Denne gang i Crown Court, som er stadiet over Magistrates Court, hvor den danske golfstjerne for fire uger siden deltog i den første høring i London. Og afviste samtlige tre forhold, han er tiltalt for.
Ifølge anklager Rav Chodra skulle Olesen have kysset en stewardesse fra British Airways på både hånd og hals, ligesom han angiveligt skulle have berørt vedkommende på det ene bryst under en flyvning fra USA til England. Derudover er den 29-årige golfspiller tiltalt for at være fuld ombord på et fly.
Men der er altså uenighed om, hvad der helt præcist foregik på flyet BA222 fra Nashville til London 29. juli.
En flyvning, der i værste fald kan sende Olesens karriere langt ud i roughen.
For siden anholdelsen i Heathrow Lufthavn har han været suspenderet fra både European Tour og PGA Tour.
Så der tikker ingen point ind på verdensranglisten, hvor han på den seneste udgave ligger nummer 69.
Den tabel er en kompliceret størrelse. Spillernes indsamlede point gælder to år tilbage, og de point divideres så med antallet af turneringer, aktørerne har deltaget i.
På den led kan der gå en rum tid, før store ryk nedad finder sted. Der er dog en parentes i ligningen for den toårige periode, og den regel kan på sigt gøre ondt på Olesen.
Det fortæller golf-ekspert Henrik Knudsen til Ekstra Bladet.
- Han er nede på 47 tællende turneringer. Når han kommer ned på 40 turneringer, stopper man med at falde. På den led vil det her (Olesens fravær ved turneringer, red.) ikke have den største effekt de første måneder. Efter jul ville vi have balladen, men mon ikke der er fundet en lønning inden da, siger Knudsen.
Det kan man håbe for Olesen.
Spekulationerne om, hvorvidt en eventuel straf kan medføre forbud mod at rejse til USA har floreret flere steder. Ender det sådan, kan det være fatalt for Olesen.
- Det vil være så godt som umuligt for ham at fortsætte karrieren på det niveau, hvis han ikke vil kunne spille tre af de fire Majors. To ud af fire World Golf Championship afvikles også i USA. Det er klart, at han ville blive hæmmet voldsomt, hvis ikke han kan spille med i dem, siger Knudsen.
Eksperten understreger dog, at det ikke giver mening at drage negative konklusioner på forhånd.
Henrik Knudsen påpeger, at Olesen er ikke dømt, og omverdenen mangler stadig at høre golfstjernens version af historien.
Den får de formentlig onsdag.
Ekstra Bladet er på plads i retten, og høringen kan følges direkte her på sitet.
Voldsomme anklager truer karrieren: Smart træk kan redde dansk stjerne