Her er kærestens hemmelighed

Florent Manaudou var så træt af svømning efter OL i Rio, at han kastede sig over en helt ny sportsgren – og blev tilbudt kontrakt

Pernille Blume giver den gas i sloggi - kæresten gav håndbolden en skalle i næsten tre sæsoner og vendte så tilbage til bassinet. Foto: PR FOTO
Pernille Blume giver den gas i sloggi - kæresten gav håndbolden en skalle i næsten tre sæsoner og vendte så tilbage til bassinet. Foto: PR FOTO

Det kan godt være, at Pernille Blumes franske kærlighed er en raket i bassinet og kender den lige vej til medaljepodiet, men når han er oppe i tørvejr, går Florent Manaudou ikke altid snorlige – og hurra for det.

Det er vel de færreste uden for svømning, der ved, at den 29-årige efter et skuffende OL i Rio de Janeiro sagde farvel til klorvandet for at kaste sig over en hel anden og mere klistret karriere: Som håndboldspiller!

Han var primært dødtræt af svømning. Skuffelsen var på forholdsvis højt niveau, kan man sige, for efter guld på 50 meter fri ved OL i London 2012, bestod den i, at han i 2016 kun vandt sølv på distancen – og i øvrigt også vandt sølv i 4 gange 100 meter fri.

Han kastede sig over håndbold, som han havde dyrket hjemme i Amberieu, til han var 15. Faderen var selv håndboldspiller, moderen svingede ketsjer og tævede fjer på højt niveau. En sportsgal familie, hvor storesøster Laure som 17-årig vandt OL-guld i Athen i 2004 i 400 meter fri.

Florent Manaudou er et pænt stort brød, der helt naturligt hører til på stregen. Her bliver svømmeren dækket op i en kamp for PAUC mod Mougins Mouans-Sartoux. Foto: Boris Horvat/Ritzau Scanpix
Florent Manaudou er et pænt stort brød, der helt naturligt hører til på stregen. Her bliver svømmeren dækket op i en kamp for PAUC mod Mougins Mouans-Sartoux. Foto: Boris Horvat/Ritzau Scanpix
 

Florent var da 13 år og besluttede sig for, at han også ville til OL som svømmer. Storebro Nico blev hans træner, og missionen lykkedes jo som bekendt.

Men efter Rio var franskmanden dødtræt af svømning, og han vendte tilbage til harpiks og hårdhændede løjer fordelt over 20 gange 40 meter på håndboldbanen fast besluttet på at træne sig op og spille sig til en kontrakt i PAUC i Aix-en-Provence.

Den næsten to meter høje og 101 kilo tunge svømmer forvandlede sig til hærdebred stregspiller, åd lige syv-otte kilo oven i kampvægten og begyndte at træne med klubbens andethold, der spiller i det, der svarer til den franske fjerde division.

Den store franske stjerne Jerome Fernandez kunne faktisk se tegningen til en fornuftig håndboldspiller i Florent Manaudou, og der lå en professionel kontrakt på bordet foran svømmeren, der også kunne sno sig i et fjendtligt forsvar og scorede 15 mål i de ti kampe, han fik i sæsonen 2018/2019.

Men så plaskede han i bassinet igen i november 2018. Lysten vendte tilbage – på en mere afslappet måde for manden, der om nogen ved, hvor hård træning der skal til for at nå toppen.

Men han foretrækker stadig holdsport.

Pernille Blumes kæreste i aktion for PAUC i Aix-en-Provence i en kamp i starten af februar 2017, da han var ved at træne sig op. Han blev tilbudt en professionel kontrakt halvandet år senere, men vendte tilbage til bassinet. Foto: Boris Horvat/Ritzau Scanpix
Pernille Blumes kæreste i aktion for PAUC i Aix-en-Provence i en kamp i starten af februar 2017, da han var ved at træne sig op. Han blev tilbudt en professionel kontrakt halvandet år senere, men vendte tilbage til bassinet. Foto: Boris Horvat/Ritzau Scanpix
 

- Svømning er ikke lige så sjovt som håndbold. Der er ingen bolde, ingen venner, ingen mål. Men svømning nu er sjovere, end det var i min tidligere karriere, forklarede han det franske magasin ’20 Minutes’.

Han uddybede:

- Af de 300 dage, du tilbringer i bassinet på et år, er der kun fire eller fem, der er interessante i forbindelse med konkurrencer. Så når du ikke kan nyde træningen, gør det livet besværligt.

’La Provence’ fik følgende svar på omtrent samme spørgsmål:

- Selvfølgelig savner jeg spillet. Jeg foretrækker håndbold frem for at svømme, det er simpelt hen sjovere. Men jeg er uddannet I svømning. Jeg synes ikke, jeg var dårlig til håndbold, men det er kompliceret at indhente de 15 år, du ikke har dyrket spillet.

 

Florent Manaudou var hurtigere til at pille svømmetagene frem og raffinere teknikken. Ved EM på kortbane i Glasgow i december sidste år hentede han bl.a. sølv på 50 meter fri, og konkurrencegenet er intakt.

- Jeg havde nær glemt, at jeg var væk i tre år. Det irriterede mig at være 4/10 af et sekund langsommere end min bedste tid, sagde han efter finalen til L’Equipe.

Killer-instinktet er tilbage. Spændende, om han kan holdet det i live et helt år yderligere til OL i Tokyo.

Se også: Kæresten afslører: Forholdet sat på prøve

Se også: Nu sætter hun babyprojekt på standby

Se også: 'Han får det til at ose af sex'

45 kommentarer
Vis kommentarer