En kvindelig wrestler har skrevet historie, efter hun fejede al modstand - af begge køn - af måtten og vandt statsmesterskabet for juniorer i North Carolina.
Ifølge det gymnasiale atletikforbund i den amerikanske stat, er Heaven Fitch således den første kvinde, der vinder en af forbundets individuelle konkurrencer.
Bedriften - i 48 kilo-klassen - bliver ikke mindre bemærkelsesværdig af, at syv af otte deltagere i hendes konkurrence var mænd. Det oplyser forbundets James Alverson ifølge The Guardian.
- Jeg er bare vildt overvældet(...). Det er sindssygt, hvad jeg har gjort, det er ikke helt sivet ind, siger Heaven Fitch til WRAL-TV.
Afslører træning: Stærkere kæber af at slikke
Hendes interesse for sporten opstod, da hun så sine brødre kæmpe og senere begyndte at udfordre dem. I første omgang måtte hun overbevise sine forældre om at lade hende wrestle.
- De ville ikke lade mig kæmpe. Jeg er ret sikker på, det var, fordi de ikke ville have, jeg skulle slå mig.
- Men jeg var bare sådan; 'men hvis de kan gøre det, burde jeg også kunne gøre det', fortalte Fitch Independent Tribune i 2018.