Dansk NHL-stjerne blev matchvinder

To vigtige træffere var med til at sikre Lars Eller kåringen som kampens bedste mod Ottawa Senators

Onsdag spillede Mikkel Bødker en afgørende rolle og blev matchvinder for Phoenix Coyotes, og natten til torsdag var det så Lars Ellers tur til at skabe positive overskrifter i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Med et mål, en afgørende scoring på straffeslag og en præstation, som af arrangørerne blev udnævnt til kampens bedste, var Eller fremme i skøjterne, da hans klub Montreal Canadiens slog Ottawa Senators med 4-3 efter en straffeslagsafgørelse.

- Lars Eller var fænomenal i aften, lød det efter kampen fra Canadiens' træner Mike Therrien.

Den tidligere Rødovre-spiller scorede kampens første mål efter syv minutters spil, da han fik skrabet pucken i nettet fra tæt hold, og dermed sendte han traditionsklubben på vej mod den fjerde sejr på stribe.

Senators, der for anden kamp i træk havde vraget danske Peter Regin, bed dog flot fra sig og slap fra kampen med 3-3, hvorefter afgørelsen skulle findes på straffeslag.

Se mere:

Se også: TV: Masseslagsmål i NHL

Her vandt Canadiens 2-1, det afgørende mål sat ind af Eller, der dermed understregede den fine form, han har vist på det seneste. Han er nu noteret for fire mål og 11 assist og dermed 15 målpoint i sine 25 kampe.

- Jeg tror, det er et spørgsmål om selvtillid. Jeg går efter mulighederne og forsøger at sætte noget i gang i stedet for at vente på, at der sker noget, siger Lars Eller til NHL.com.

- Jeg bruger min fysik bedre, og når jeg gør det, giver Mike (Therrien, red.) mig mere tid på isen. Man vil bare have mere og mere, lyder det fra dagens mand i Montreal.

Den gamle storklub, der var blandt NHL's dårligste hold i sidste sæson, har i år fået anderledes fart under skøjterne.

Med 18 sejre i 27 kampe er Montreal Canadiens lige nu ligaens tredjebedste mandskab.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere