To NHL-danskere på vej til VM?

Vancouver tabte også fjerde kamp i NHL-slutspillet til San Jose Sharks. Dermed kan to NHL-danskere suse til VM

Jannik Hansen (Arkivfoto: THE CANADIAN PRESS/Jonathan Hayward)
Jannik Hansen (Arkivfoto: THE CANADIAN PRESS/Jonathan Hayward)

Hvis ishockeylandstræner Per Bäckman er hurtig, kan han få mere NHL-hjælp til landsholdet, der i øjeblikket spillet VM i Sverige.

Onsdag morgen tabte Vancouver Canucks nemlig 3-4 efter overtid til San Jose Sharks, og med det nederlag tabte holdet også hele serien med 0-4 i kampe.

Jannik Hansen leverede ingen point, men fik med 19 minutter dog masser af istid. Vancouver kom ellers foran 3-2 midt i tredje periode, men holdet fra Californien fik udlignet, og Patrick Marleau scorede sejrsmålet syv minutter inde i overtiden.

Se også: Dansk sejr efter overtids-drama



Se også: Nedrykningsforvirret? Sådan overlever Danmark

Danmark mangler stadig fire kampe ved VM, og med lidt god vilje kan Hansen og for så vidt også Nicklas Jensen nå de sidste tre kampe - mod Schweiz lørdag, Hviderusland mandag og Sverige tirsdag i næste uge.

Nicklas Jensen har været med i Vancouvers trup, men har ikke spillet kampe, og af den grund er han måske ikke interessant for landstræneren.

Frans Nielsen bliver derimod ikke VM-aktuel. Hans New York Islanders besejrede natten til onsdag Pittsburgh Penguins 6-4 og udlignede dermed til 2-2 i kampe.

Islanders var bagud 2-3 og 3-4, men vendte kampen i tredje periode med tre scoringer i træk. Frans Nielsen fik ikke noteret point, men har stadig en vigtig rolle på holdet, som ikke har været i slutspil siden 2007.

Danskerklubberne Montreal og Ottawa mødtes også i nat. Her vandt Ottawa uden Peter Regin 3-2 efter overtid og fører 3-1 i kampe.

Montreals Lars Eller er stadig ude med sin skade efter tacklingen i første kamp.

0 kommentarer
Vis kommentarer