Dansk jubel: Fantastisk NHL-planlægning

Landstræner Per Bäckman glæder sig over NHL-programmet, der betyder, at Danmark kan have de største profiler med til VM

Per Bäckman har armene over hovedet. NHL-programmet er tilrettelagt sådan, at NHL-spillere som Frans Nielsen (tv.) kan deltage ved forsommerens VM i Stockholm. (Foto: RIA-Archive)
Per Bäckman har armene over hovedet. NHL-programmet er tilrettelagt sådan, at NHL-spillere som Frans Nielsen (tv.) kan deltage ved forsommerens VM i Stockholm. (Foto: RIA-Archive)

Skuffelsen over at miste seks danske NHL-spillere til OL-kvalifikationen i Vojens om fire ugers tid på grund af spiller-lockoutens ophør havde næppe lagt sig, før landstræner Per Bäckman igen kunne få hænderne over hovedet.

Grunden er den simple, at der nu er offentliggjort et program for den afkortede NHL-sæson, der som ventet kommer til at rumme 48 spillerunder. Men sæsonen bliver ikke som frygtet forlænget et par uger for at give programmet lidt luft. Næ, sidste spillerunde bliver afviklet 27. april, hvilket giver de danske spillere, der ikke går i slutspillet, god tid til at støde til VM-truppen i Stockholm.

Læs også:

Se også: Dansk optur: NHL slutter før VM

Her skal de rød-hvide første gang i aktion 4. maj, og udsigten til at kunne forstærke truppen betydeligt allerede i første kamp mod VM-favoritten Canada glæder landstræner Per Bäckman.

- Ja, naturligvis. Der er stor forskel på, om de kan spille med eller ej.

- Det er et kick for alle spillere og ledere på holdet, når NHL-spillerne kommer med, siger landstræneren til Ekstra Bladet.

Læs også:

Se også: Danmark vil være VM-værter

Han kan nu udrulle en Plan A, der som altid har en forsigtig indbygget optimisme om deltagelse af to eller måske tre spillere. Men på papiret kan fem af de seks vise sig at blive VM-aktuelle, vurderer Per Bäckman.

- Vi må i hvert fald håbe, at ikke alle dansker-hold kommer med i slutspillet.

- Men det er meget åbent. Egentlig er det vel bare Vancouver (Jannick Hansens hold, red.), vi traditionelt må regne fra i den sammenhæng, siger Per Bäckmann.

Læs også:

Se også: Peter Regin skal spille sig til ny Ottawa-kontrakt

Han sætter dermed sin lid til Frans Nielsen, Philip Larsen, Mikkel Bødker, Lars Eller og Peter Regin, der måske endda kan gavne landsholdet endnu mere på grund af en sæson med kun 48 kampe.

- Selv om de fleste af dem har holdt sig i gang i Finland, så skal de spille en kort sæson. Måske er de så ikke så slidte, men kan møde op i topform, siger Per Bäckman.

Landstræneren kan i øvrigt se alle seks danske NHL-spillere i aktion på åbningsdagen på lørdag - Mikkel Bødker og Philip Larsen endda mod hinanden i Dallas, hvor Larsens Stars tager imod Bødkers Phoenix Coyotes.

0 kommentarer
Vis kommentarer