Bäckman ryster posen med trætte spillere

Thor Dresler og Rasmus Nielsen kommer i kamp mod tjekkiet, hvor Per Bäckman rent taktisk kommer med en række ændringer

Per Bäckman giver mere spilletid til de spillere, der ikke har været så meget i aktion. (Foto: Jan Korsgaard)
Per Bäckman giver mere spilletid til de spillere, der ikke har været så meget i aktion. (Foto: Jan Korsgaard)

STOCKHOLM (Ekstra Bladet): Trætheden er ved at indfinde sig i den danske trup. Specielt blandt de højt profilerede spillere, landstræner Per Bäckman har læsset ansvar og medfølgende meget lang spilletid over på.

Derfor er der op til torsdagens kamp mod tjekkiet foretaget et par håndgribelige ændringer.

- Ja, vi har registreret Thor Dresler. Han skal spille center i fjerdekæden. Og så kommer Rasmus Nielsen til at spille - vi spiller med syv backer, siger landstræner Per Bäckman efter den semi-obligatoriske træning på isen i Hovet lige ved siden af Globen.

Se også: Jannik Hansen melder VM-afbud

Han er indstillet på at fordele istiden lidt mere jævnt, efter at tredje- og fjerdekæden kun har spillet 10 minutter i snit i de tre første kampe - cirka halvt så meget som profilerne i første- og andenkæden.

- Spillerne var meget trætte efter Slovenien-kampen. Det er jo også de samme, der spiller powerplay og boxplay. de 'snitter' vel 23 minutter.

- Så vi må forsøge at dele istiden lidt. Vi havde problemer mod Slovenien, og vi kunne se, at et hold som Norge ikke havde mere mod Canada.

- Der er fire kampe endnu - vi har ikke engang spillet halvdelen af turneringen, siger Per Bäckman, der også vil rokere lidt om i kæderne.

- Det er kun to centere, der ligger fast: Thor og 'Julle' (Julian Jakobsen, red.). De to øvrige skal vi lige fundere lidt over, siger landstræneren, der kun nævner backen Mads Bødker som en mulighed, men ellers holder kortene tæt til kroppen.

Se også: Nedrykningsforvirret? Sådan overlever Danmark

Det gør han i øvrigt også omkring keeper-situationen.

- Det får i at vide i morgen. Jeg vil gerne først selv sige det til dem, siger landstræneren, der dog forventer, at både Simon Nielsen og Patrick Galbraith får flere kampe i turneringen.

0 kommentarer
Vis kommentarer