Kriseramte AaB har kurs mod semifinalen

Den lukningstruede ishockeyklub tog et stort skridt mod DM-semifinalen med en 6-3-sejr i Rødovre

Mens uroen forlængst har bredt sig uden for banen, ser AaB's ishockeyspillere ud til at have godt styr på det på isen.

Tirsdag aften vandt aalborgenserne således en fornem 6-3-sejr i Rødovre Skøjte Arena og tog dermed et stort skridt mod DM-semifinalerne.

Med sejren fører AaB Ishockey samlet 2-1 over Rødovre i kvartfinalerne og kan altså spille sig videre, hvis de 'blot' vinder to kampe mere i serien. Det betyder, at AaB nu kan afgøre tingene på egen is i kamp fire og seks.

Læs også:

Se også: Nordjyder spiller for overlevelse

Det er en stor opmuntring for den traditionsrige klub, der for nylig måtte meddele, at klubben står over for en lukning, eller alternativt et salg, hvis der ikke kommer en drastisk forbedring i AaB's økonomi.

Den 20-årige Christian Nordentoft fra tredjekæden viste vejen med tre scoringer, mens kaptajn Kasper Degn lavede to og Tobias Kisum et enkelt i en livlig kamp, der for alvor blev sparket i gang med fem mål på minutter midtvejs i første periode.

Læs også:

Se også: Sønderjyske vælger Herlev i slutspillet

I Odense udlignede undertippede Frederikshavn til 4-4 22 sekunder før tid og tvang fynboerne ud i overtid, men lige meget hjalp det.

Målfarlige Rob Ricci afgjorde kampen med sin scoring syv minutter inde i omkampen, og dermed ligner Odense Bulldogs til forveksling en semifinaledeltager.

I andre kvartfinaler er det til gengæld ikke lige så tæt. Sønderjyske vandt 6-2 over Herlev og bragte sig foran 3-0 i kampe. Sønderjyderne kan dermed gøre sig klar til semifinalerne på torsdag i Herlev.

Samme stilling finder man i det gamle arvefjendeopgør mellem Herning og Esbjerg efter Hernings 3-1-sejr på hjemmebanen i det midtjyske, hvor mere end 2600 tilskuere kunne juble over den tredje sejr af tre mulige.

0 kommentarer
Vis kommentarer