Isveteranen Duus har valgt at sige stop

Den 44-årige Herlev-spiller Jesper Duus har besluttet sig for at stoppe karrieren som ishockeyspiller

Nu er det slut for Duus (Foto: Uffe Kongsted)
Nu er det slut for Duus (Foto: Uffe Kongsted)

Han er AL-Bank Ligaens suverænt ældste spiller, men nu er det også snart slut for ishockeyspilleren Jesper Duus.

Den 44-årige Herlev-back siger til B.T., at han stopper karrieren efter denne sæson. Det er ikke lysten eller fysikken, der har fået veteranen til at stoppe, men derimod økonomien.

- Kunne jeg leve af hockeyen, var det fristende at fortsætte, men nu vil jeg satse på at udnytte min uddannelse, siger Duus, der spillede mange år i Elitserien i Sverige, og som også har været professionel i Tyskland og Østrig.

Han var med på landsholdet så sent som ved VM i 2010 i Tyskland, hvor han dog sad ude det meste af tiden på grund af smerter omkring ribbenene.

Sidste år prioriterede han sin uddannelse som cand.merc. jur. og den afsluttende kandidat-afhandling højere end VM i Bratislava.

Herlev er bagud 0-2 i kvartfinaleserien mod Sønderjyske, og derfor kan karrieren allerede slutte torsdag for Duus, der har været med til at vinde mesterskaber med Rødovre, Färjestad og Feldkirch.

0 kommentarer
Vis kommentarer