Jannik Hansen er ligeglad med målrekord

Ishockeyspilleren Jannik Hansen har sat dansk rekord for flest NHL-sæsonmål, men det interesserer ham ikke

Det betyder intet for Jannik Hansen, at han har sat dansk målrekord i NHL. (Foto: AP)
Det betyder intet for Jannik Hansen, at han har sat dansk målrekord i NHL. (Foto: AP)

Med sin scoring til 2-1 for Vancouver Canucks i 3-1-sejren over Colorado Avalanche natten til torsdag satte Jannik Hansen dansk rekord for flest sæsonmål i den nordamerikanske NHL-liga.

Rekorden på 14 sæsonmål betyder dog ikke noget for den danske ishockeyspiller.

- Sådan noget betyder overhovedet ikke noget for mig. Det er stadig nyt for os danskere herovre, og samtlige af os bygger stadig på og bliver bedre spillere.

Mere komfortable
- Så alle ting rykker, som sæsonerne løber, og vi bliver mere komfortable herovre og får større og større roller på de enkelte hold, siger Jannik Hansen til tv2sport.dk.

Jannik Hansen slog med sit mål Frans Nielsens rekord på 13 mål, der blev sat i sidste sæson.

Danskeren havde før opgøret mod Colorado Avalanche ikke scoret i 12 kampe i træk.

- Det var rart at få scoret. Det er et par kampe siden, jeg har scoret sidst, så det er altid rart, at se den gå ind.

Handler om at udligne
- Man kan ikke spille 82 gode kampe, der er selvfølgelig op- og nedture, det handler om at udligne, så der ikke bliver så store opture og nedture, men man spiller stabilt godt, siger Jannik Hansen.

De andre danskere i NHL er også godt med i denne sæson, hvor Lars Eller har scoret 12 mål for Montreal Canadiens og Frans Nielsen har scoret 10 mål for New York Islanders.

0 kommentarer
Vis kommentarer