VM-udskilningen i gang

De danske ishockey-herrer går nu i skarp konkurrence om de eftertragtede VM-pladser

Per Bäckman skal foretage svære valg. (Foto: Claus Bonnerup)
Per Bäckman skal foretage svære valg. (Foto: Claus Bonnerup)

De første spæde skridt hen mod VM, der åbnes 4. maj, er allerede i gang for det danske ishockeylandshold, og udskilningsløbet om de værdifulde pladser kører for fulde omdrejninger.

Første store test sker torsdag, fredag og lørdag, hvor de rød-hvide deltager i en firenationers-turnering i Norge med deltagelse af Letland, Frankrig og Norge.

Her er det på ingen måde resultatet eller for så vidt kædernes indbyrdes forståelse, der skal testes.

- Jeg vil kigge på de individuelle præstationer.

Glæden er tilbage
- Der er mange spillere fra AL-Bankligaen, som vi skal vise, at de kan præstere på et højere niveau, forklarer landstræner Per Bäckman.

En af dem er SønderjyskE’s power-forward Christoffer Kjærgaard, der efter et par års selvvalgt pause fra landsholdet nu er tilbage – og han håber naturligvis på, at han er med i den trup, der først i maj rejser til Stockholm.

- Glæden ved at spille ishockey er kommet igen, og jeg har tiden til landsholdet.

- Og jeg håber da at være med ved VM. Det er altid en ære at spille dér, så hvis landstræneren vil have mig med, så er jeg klar, siger Christoffer Kjærgaard, der har seks VM-slutrunder under skøjterne, men senest var med i 2008.

Hård konkurrence
Den bomstærke forward har haft en god sæson og er sammen med Jannik Karvinen - der også skal med til Norge – den hjemlige spiller, der har scoret flest mål i AL-Bankligaen.

En rigtig måltyv kunne Danmark også have brug for, men i første omgang skal Christoffer Kjærgaard blot finde sig tilpas i rødt og hvid igen.

- Jeg skal ind og vise, at jeg kan være med. Jeg er ikke så teknisk som mange af de andre, så jeg skal udmærke mig på andre punkter. Men bare jeg får lidt spilletid, så er jeg glad, siger Kjærgaard.

Det får han med garanti, og landstræner Per Bäckman satser på, at konkurrencen om pladserne bliver særdeles hård, når den første VM-trup samles i Odense 19. marts.

- Det håber jeg. Ud over dem, vi har med her, er der flere andre, der kunne have været med. Thomas (Johnsen, assistenttræner, red.) og jeg vil gerne have problemer med at udtage truppen, siger han med et grin.

0 kommentarer
Vis kommentarer