Kanon-kontrakt til Frans Nielsen

Den danske landsholdsstjerne har skrevet ny kontrakt med New York Islanders, og det er en guldrandet én af slagsen

Frans Nielsen fortsætter karrieren i New York Islanders.

Og den danske ishockeyspiller gør det med en ny og markant forbedret kontrakt.

Således meddeler ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard på Twitter, at landsholdsspilleren har skrevet under på en ny fireårig kontrakt til en værdi af 63 millioner kroner.

- Jeg er stolt over at være en del af holdet de næste fire år. Man har behandlet mig så godt her, siger han til nhl.com.

Han fejrede den nye kontrakt med at sikre Islanders nattens sejr over Philadelphia Flyers via en scoring på shootout efter 0-0 i ordinær og forlænget spilletid.

Se også: Frans foran millionkontrakt

Indtil nu har Frans Nielsen været ansat på en såkaldt startløn til 550.000 dollars om året. Pebernødder i NHL-sammenhæng. Men det valgte han sammen med en længere kontrakt (fire år) fremfor mere i løn og kortere kontrakt.

– Han er vigtig for dem. Han er tydeligvis en af de spillere, der kan spille i alle situationer. Måske vil de gerne have mere ud af ham fremadrettet, men han har en disciplineret defensiv, tager gode faceoffs, og så er han god til at holde modstandernes top-backer ude af spillet, siger ishockeyjournalist Arthur Staple, der følger New York Islanders i tykt og tyndt for den Long Island-baserede avis Newsday.

Nielsen, der blev draftet for 10 år siden, ville have været fri af sin kontrakt til sommer, hvorfor Islanders blev nødt til at handle nu, hvis man ønskede at beholde ham.

0 kommentarer
Vis kommentarer