Mikkel Bødker brød en 12 kampe lang scoringskrise i nat, da han scorede begge mål i Phoenix Coyotes 3-2 nederlag til Colorado Avalanche.
Danskeren udlignede to gange Colorados føring, men lige lidt hjalp det Phoenix, der i tredje periode måtte se hjemmeholdet bringe sig foran for 3. gang ved Gabriel Landeskog.
- Det føles ikke så fedt lige nu efter et nederlag, men jeg tror det er noget, jeg skal gøre mere, skyde mod mål. Vi har nogle spillere ude med skader lige nu, og vi har nogle spillere, der skal træde til, inklusive mig selv, sagde Bødker efter kampen.
Boedkers to håndledsskud imponerede tydeligvis tv-kommentatoren, der ved Bødkers andet mål roste danskeren:
'Han har en raket af et håndledsskud'.
Forhåbentlig når rosen videre til Phoenix-træneren, der blot gav danskeren cirka 10 minutters istid.
Frans Nielsen var også på isen for New York Islanders, der slog Calgary Flames med 3-1. Danskeren assisterede på det sidste af newyorkernes mål, da Calgary trak målmanden ud for at fremtvinge en udligning.
Montreal Canadiens med Lars Eller på holdet tabte med 3-4 til Tampa Bay Lighting. Jannik Hansen og Vancouver Canucks slog Anaheim 5-2.