Ny NHL-dansker: Drømmen gik i opfyldelse

Nicklas Jensen glæder sig over, at drømmen om at blive draftet til NHL-klubben Vancouver Canucks blev opfyldt.

Niclas Jensen th. (Arkivfoto: Mick Anderson)
Niclas Jensen th. (Arkivfoto: Mick Anderson)

Ishockeyspilleren Nicklas Jensen var enormt spændt, da han natten til lørdag dansk tid blev draftet til NHL-klubben Vancouver Canucks.

Man kan aldrig være sikker på noget i NHL-draften, og derfor var hele familien Jensen enormt glade, da Nicklas Jensen først blev valgt som nummer 29 ud af de første 30 talenter.

- Jeg var cirka rangeret mellem nummer 20 og 25, og da de kom forbi nummer 25, så sad jeg og blev lidt nervøs.

- Men lige pludselig blev mit navn råbt op, og så blev jeg så glad, som jeg aldrig har været før, siger Nicklas Jensen.

Se også: Ny dansker på vej til NHL

- Jeg er helt vild glad lige nu. Jeg sidder lige nu og ser de andre draft-runder, og jeg kan slet ikke forklare, hvor glad jeg er.

- Det er noget, jeg har drømt om, lige siden jeg var tre år og for første gang fik skøjter på. Så det var en kæmpe lettelse, at det nu endelig er overstået, siger den 18-årige angriber.

Han er især glad for, at Canucks i forvejen råder over danskeren Jannik Hansen, som kan blive en god spiller at læne sig op ad.

- Det er kanon fedt, og især fordi Jannik er der. Jeg har aldrig rigtig snakket med ham før, for han er fra en anden del af Danmark.

- Men det er en kæmpe hjælp, at der er en anden dansker i klubben i forvejen. Min far siger, at han er en rigtig rar fyr på og uden for isen. Så det glæder jeg mig til, forklarer Nicklas Jensen.

Selv om Herning-knægten regner med at spille et års tid mere som junior, så er der ingen tvivl om, at ambitionerne rækker højere.

- Jeg håber på at komme på NHL-holdet så hurtigt som muligt, fastslår Nicklas Jensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere