Jannik Hansen lever med karantæne

Ishockeyspilleren Jannik Hansen mener, at Vancouver kommer sig over karantæne til Aaron Rome i slutspillet.

Jannik Hansen (tv.) og Vancouver Canucks fører finale-slutspillet med 2-1 i sejre over Boston Bruins, men er nu ramt af karantæne. (Foto: AP)
Jannik Hansen (tv.) og Vancouver Canucks fører finale-slutspillet med 2-1 i sejre over Boston Bruins, men er nu ramt af karantæne. (Foto: AP)

Vancouver Canucks måtte tirsdag modtage den kedelige meddelelse om, at forsvarsspilleren Aaron Rome har karantæne resten af finale-slutspillet i NHL, og den besked ærgrer hans danske holdkammerat Jannik Hansen.

- Det var ikke, hvad vi havde håbet på, siger ishockeyspilleren til tv2sport.dk.

Men danskeren mener ikke, at karantænen vil slå Vancouver Canucks ud af kurs.

- Igennem hele sæsonen har vi formået at klare os, selvom vi har haft spillere ude med skader eller karantæner, så det er bare et spørgsmål om, at vi kommer videre nu.

- Om vi synes, det er rimeligt med en straf på fire kampe, er underordnet, for det kan man ikke rigtigt gøre noget ved, siger Jannik Hansen.

Aaron Rome blev idømt karantænen for en grim tackling under det tredje opgør mellem Vancouver og Boston i finalespillet.

Vancouver Canucks fører finale-slutspillet med 2-1 i sejre over Boston Bruins. Efter to smalle sejre til Vancouver Canucks vandt Boston 8-1 over Vancouver i det seneste opgør natten til tirsdag.

Det første af de to hold, som får fire sejre, kan løfte trofæet som årets vinder af NHL.

Mens nyheden om Aaron Rome hørte til i kategorien blandt dem, man helst er foruden, har der også været godt nyt til Vancouver Canucks de seneste dage.

Centerspilleren Manny Malhotra er på vej tilbage efter en langvarig øjenskade, og det er vigtigt, siger danskeren.

- Det betyder, at vi lige pludselig har fire kæder, der kan spille og være med. Så det har stor betydning. Det spreder spilletiden lidt mere ud på holdet, så der ikke bare er tre kæder men fire kæder, der spiller, siger Jannik Hansen til tv2sport.dk.

Næste kamp mellem Vancouver og Boston spilles klokken to (dansk tid) natten til torsdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere