Hansens eventyr løfter dansk ishockey

Jannik Hansen er som den første dansker nogensinde i NHL-finalen, hvor hans klub Vancouver Canucks fører 1-0

Jannik Hansen (tv.) er som den første dansker med i Stanley Cup-finalen om det nordamerikanske mesterskab i ishockey. (Foto: AP)
Jannik Hansen (tv.) er som den første dansker med i Stanley Cup-finalen om det nordamerikanske mesterskab i ishockey. (Foto: AP)

Det er ret unikt, at dansk ishockey er repræsenteret i finalerne i verdens største ishockeyliga NHL. Det mener den tidligere landsholdsspiller Olaf Eller.

Jannik Hansen har sammen med Vancouver Canucks spillet sig helt frem til Stanley Cup-finalen, hvor holdet fører 1-0 i kampe over Boston Bruins.

I den første kamp i serien af syv mulige finalekampe indtog Jannik Hansen en nøglerolle, da han i sidste minut assisterede ved den afgørende Canucks-scoring.

Bliver aldrig nationalsport
Sådanne præstationer er med til at løfte sporten i Danmark, mener Olaf Eller.

- Ishockey bliver aldrig nationalsport i Danmark, men med blot cirka 4.000 udøvere på landsplan er det vildt, at vi kan præstere det her.

- Præstationer som Jannik Hansens kan være med til at trække flere mennesker ind i sporten og gøre, at de pludselig også taler om ishockey i eksempelvis Ringkøbing og Køge, siger Olaf Eller til Jyllands-Posten.

Ny byggesten
NHL-eventyret begyndte allerede, da Frans Nielsen blev den første dansker til at spille i den nordamerikanske liga. Siden har fem andre danskere optrådt i NHL, heriblandt Lars Eller, som er søn af Olaf Eller.

- Det er en ny byggesten for dansk ishockey. Der kommer stille og roligt mere og mere ovenpå. Det startede med den første dansker i NHL, så kom der flere til, så fik vi den første dansker i slutspillet i NHL, og nu har vi så den første dansker i en finale.

- Den præstation er en manifestation for dansk ishockeys niveau og kommer i forlængelse af sidste års kvartfinaleplads ved VM, forklarer Olaf Eller.

Næste finalekamp mellem Canucks og Bruins spilles i Vancouver søndag nat klokken 02.00 dansk tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere